Wednesday, August 3, 2011

Et rart sted at være

Vi sidder fire mænd (ja, mig inklusive) bagerst i bussen fra Cancun til Playa (Del Carmen). Vi har kørt en halv time og har cirka 45 minutter igen. Jeg vil ikke betegne mig selv som stor og bredskuldret, men man skal ikke være særlig stor for at sidde jævnt tæt. At min mexicanske sidemand også sidder med armene over kors, hjælper sgu ikke på det. Heldigvis findes der en løsning på dette! Man læner sig simpelthen frem. I mit tilfælde synes det dog endnu værre..: På bagerste række er vi et niveau højere end alle andre, hvilket er lidt uheldigt, da herren foran (skråt under) lugter usandsynligt meget af sved. Jeg undrede mig faktisk i starten over en stærkere lugt, når jeg rykkede mig frem, men blev kun bekræftet af mine tanker, da jeg endelig lænede mig frem og dermed fik stukket næsen lidt tættere på vedkommende. Ikke godt, nej, det var det ikke.
Uheldigvis er det ikke det værste, der er hændt mig det sidste stykke tid. Efter at have boet hos et par Mexicanske kvindfolk de sidste to uger, var jeg blevet lovet egen seng og værelse de næste to uger. Dette blev også indfriet i fredags, hvor jeg indtil mandag havde det fint. Her skal det lige tilføjes, at jeg aldrig har følt mig helt tilpas blandt de to, men jeg tænkte, at det nok skulle gå. Mandag aften sker der så det utrolige, at jeg bliver smidt ud af værelset og tilbage på sofasengen. Flink og uden at ville skabe al for megen ravage går jeg ind på sofaen, men kan mærke med mig selv, at det er helt galt. Jeg er uforstående overfor hvorfor, jeg skal behandles sådan her og går ind til én af de damer (udlejeren), for at fortælle hende, at jeg ikke kan sove på sofaen og gerne vil væk. Smutte kan jeg sagtens, men de penge jeg har betalt kan jeg godt skyde en hvid pil efter. Jeg forstår hende et eller andet sted godt - hun havde regnet med, at jeg blev og ville ikke lige pludselig betale mere. Men min holdning er, at når jeg køber et produkt, vil jeg have hvad der bliver lovet/sagt, ikke noget mindre værdifuldt. I visse tilfælde sker der dog ofte nogle mærkelige ting med folk, når penge kommer med ind i spillet.
Faktum er, at jeg tog hen til en venlig couchsurfer igår, hvor jeg bliver indtil i morgen. Fra i morgen lejer jeg et værelse hos en Amerikaner og hendes Mexicanske kæreste. Hun skal dog til Canada, så det bliver bare ham og jeg. Det ser jeg virkelig frem til.
I weekenden har jeg været kulturel; lørdag tog jeg med Olesya (en russisk CS'er) til Tulum, hvor vi hovedsageligt ledte efter værelser, men selvfølgelig også fik set lidt af byen. Efter dette tog vi på stranden, som ligger nær de turistvenlige ruiner. En rigtig lækker strand - hverken fyldt med folk der vil sælge ting eller de mange turister.
Søndag tog jeg igen til Tulum, denne gang alene, for at se ruinerne. Efter en time i den milde sol (joke) fik jeg et måltid mad og tog en bus til Cancun (Arghh, der blev ikke skrevet meget om ruinerne. De var fine, men mest af alt selve lokationen var genial. Det må have været vildt for spanierne i 1500 tallet, at se dette sted fra distancen). I Cancun mødtes jeg med Deltha, hvorefter vi tog færgen til den herlige lille ø Isla Mujeres. Så snart vi ankom til øen fik vi noget mad og lejede en scooter.
Vi nåede hele øen og en gang badning på et par timer (hvor jeg også lige nåede at smadre mit nye snorkel-sæt..), og så var det ellers tilbage til Cancun - og derefter Playa.
Se lidt billeder og video fra weekenden!

2 comments:

  1. Hej Simon - fint at høre at din boligsituation ser ud til at løse sig. Jeg har lagt en mail omkring min kontakt med Vibeke, så den kan vi tage der.
    Hilse fra mor.
    Kh
    far

    ReplyDelete
  2. Hej Simon. Nyd endelig det gode vejr. Har sendt en mail til dig. Skal hilse med kram fra alle herfra.

    ReplyDelete