Skulderklap

Jeg stiger ud af shuttlebussen og på min vej mod 6/45 Thorn St, hvor jeg bor, giver jeg lige mig selv lille skulderklap for de ting, som jeg har oplevet. For det er faktisk ikke så lidt. Mest af alt falder dog et skulderklap til alle de fantastiske mennesker på min vej. For de har faktisk været fantastiske kendskaber, og min rejse ville aldrig have været eller været det samme uden dem!
Inden jeg satte mig ind i shuttlebussen fra Brisbane lufthavn, for godt en uge siden, er der sket lidt af hvert. Der er trods alt også næsten gået to måneder.. Tiden går og jeg får ikke på samme måde sat mig ned og reflekteret over livet, som jeg gjorde, da jeg rejste rundt. Et par glimt ind i hvad der er foregået..:

Der flyder med papir, som indeholder idéer, planer, aftaler og rester fra en burger, som én af drengene har fortærret i løbet af dagen. Rummet er stort og fyldes ikke ud af de par stole og borde, hvorpå der står et par tændte Mac computere, som skiftevis spiller en gang smagfuld moderne musik. Hvis man skal have et glas, må man selv vaske det eller bare drikke af hanen, da tiden ikke er til opvask. Det er en arbejdsplads og et hjem for et par australske gutter, som jeg er kommet i godt og venligt bekendtskab med, og som ejer og driver køreskolen No Yelling. Det går fremad for dem, så der skal ekspanderes på mange fronter. Heriblandt hjemmesiden, som jeg sidder og hjælper med at designe kernen til. Interessant og hyggeligt selskab.

[HER KOMMER ET BILLEDE DER BESKRIVER OVENSTÅENDE BEDRE END DE 133 ORD]

Jeg har næsten ikke flere "Fribol Lakrids - En fryd for ganen", som er en lakrids uden sukker, da jeg har skrevet opgaver de sidste mange uger. Den sidste opgave fandt jeg specielt interessant ifht. mig selv og min diabetes, da den handlede om self-efficacy - tiltro på sin egen evne til at udføre en specifik opgave. Jeg kan tydeligt genkende self-efficacy hos mig selv, da de ting, som jeg har en stor tro på at klare, jamen, dem klarer jeg - hvis ikke første gang så gangene efter. Hvorimod det modsatte selvfølgelig også sker, da jeg ikke altid kan bygge en tro en evne eller opretholde troen på, at jeg kan klare en opgave med mine evner. Self-efficacy er helt sikkert en stor drift for mig, da jeg hele tiden har haft en tro på, at jeg med min diabetes kunne klare mig - uden egentligt at vide hvordan jeg skulle klare mig. Med troen på min evne til at klare mig, har jeg hjulpet mig selv igennem mange af de forhindringer, som jeg har mødt undervejs. Spændende!

Der bliver grinet og smilet, da vi et eller andet sted er i samme båd, og derfor har erfaring og forståelse der vedrører den sjove samtale. Den båd vi begge er i kaldes "Den fesne bugspytkirtel", men går oftest under navnet diabetes. Jeg har fået besøg af en anden diabetiker og hendes rejsefælde!! Da jeg er så heldig, at diabetesforeningen referer til denne blog fra deres site, har adskillige diabetikere skrevet til mig med spørgsmål. I dette tilfælde skrev Ditte for flere måneder siden, at hun skulle på sin første tur og ville gerne have lidt råd. Sjovt nok skulle Ditte bl.a. til Australien, og som gæv rejsende og erfaren couchsurfer, skulle hun og rejsekammeraten Anna, da være velkomne i Brisbane. Desværre er jeg i den givne besøgsperiode presset af en opgave, så jeg har ikke meget tid til at være social. Alligevel får vi os en rigtig god aften med dansk hygge i form af snak, madlavning, spisning og til sidst en film. Lige præcis snakken er interessant, da Ditte faktisk kun er én af de få diabetikere, som jeg har mødt. Hvad vi så snakker om der er får et grin og smil frem? Fest og forhold selvfølgelig, ligesom alle andre på vores alder, dog lige med et tvist af diabetes. For nok snakker alle unge om det - alle unge kan bare ikke lige snakke med, når der f.eks. fortælles om hvor lav man blev efter sex. Hvor er gruppen for diabetikere der er for gamle til at være børn og for unge til (eller bare ikke gider) at være voksne?? En gruppe hvor der kan tales frit og arrangeres friske event (ikke stavgang eller diabetescafé hvor der serveres te), som samtidig skaber reklame (dermed evt. støtte) og viden omkring diabetes! Hvis tiden er til det, er det klart noget, som jeg gerne vil bruge tid på, når jeg rammer Danmark. Hvis du synes dette lyder interessant at gøre i Københavnsområdet, så kast mig en mail :) -- Faldt forresten over denne forhåbentligt kommende  enhed: C8 MediSensors (CGM der kan kommunikere med din smartphone), tjek den ud og så skal der bare komme mere af det!

Lasagne på dansk - tak for besøget!

Der bliver sunget Disney sange på 4 forskellige sprog: engelsk, fransk, norsk og dansk. Jeg kører bilen i Grampians National Park sammen med et udpluk af den 12 mand store gruppe, som jeg har rejst med til Melbourne og Great Ocean Road. Melbourne er en fed by med god atmosfære og masser af kulturelle muligheder, mindede mig på en måde om København, også selvom jeg boede på gaden Grey St, kendt for dens mange prostituerede. I Grampions går legen i bilen går ud på, at én starter med at synge en Disneysang, hvorefter de andre skal gætte den, ved at synge med på deres eget sprog. Legen fortsætter indtil vi ser en stor flok vilde kænguruer og alle vil ud Great Ocean Rd. mindede mig gevaldigt om Highway 1 i Californien, men da været var bedre i vest (der var jo 17 grader koldt sydpå!!), topper den Amerikanske vej faktisk. En supertur, som jeg er rigtig glad for, at jeg blev en del af :)

Jeg, Séb, Pia og Kjetil på Great Ocean Rd.

Til sidst, et endnu større skulderklap end de to skulderklap givet i begyndelsen. Dette går til venner og familie derhjemme, som jeg nyder at høre fra og glæder mig til at se, når jeg engang kommer hjem. For jeg kommer hjem, har jeg nu besluttet mig for. For hvor lang tid ved man aldrig..

Næste store mål: eksaminer, New Zealand, Singapore og så Danmark.

Vi ses jo ;)

"F som i Februar"

Familie
Så blev det Februar og mine forældre landede i Brisbane for at besøge mig og dette store varme land i 3 uger. Det var dejligt at se dem igen, også selvom det ikke føles som lang tid siden, vi sås sidst. Faktum er, at når jeg har været rejsende, har jeg snakket mere med mine forældre, end jeg gør i Danmark :) Mine forældre havde en stor del nåle og test-strimler med, så hvis mine forudberegninger er korrekte, skulle jeg nu kunne klare mig indtil August, hvor jeg regner med at tage tilbage til gamle Danmark. Superb - tusind tak for det!

Fugtigt
Efter et par dage i Brisbane, tog vi et fly til Cairns, hvor fugtigheden var det første der slog os. Cairns' tropiske klima er ekstra vådt i sommermånederne (Januar og Februar), hvilket vi også fik at føle, dog meget mindre end vi havde forventet.

Mor og jeg på en restaurant i Cairns

Faktisk regnede det kun lige da vi ankom og en enkelt formiddag på en tur i Daintree junglen (der er nu ikke noget så interessant, som at snakke om vejret). Ellers kom vi forbi et vildlivsreservat (eller hvad det nu hedder på dansk), hvor Australiens forskellige dyr optrådte, og fik set krokodiller på Daintree floden. Det nye klima og mindre mængde træning gjorde, at jeg endnu, endnu engang måtte døje med hovedpine, grundet for højt blodsukker. Lidt mere basal insulin løste dette dagene efter.
Cairns i sig selv, synes jeg ikke var interesant, men det var super cool, at være en smule i den Australske jungle og opleve smukke store sandstrande være fuldstændig mennesketomme grundet krokodiller og farlige brandmænd (gobler, ikke dem der slukker ild..).

Mor, søn og far - Cape Tribulation

Næste stop var Uluru eller Ayers Rock, som det hed tidligere.


Farverigt
Nogle timers flyvetur over en ørken, som varierede i farver (ikke alle farver, mest af alt farverne fra sand, buskads og vand), og vi landede i et forbavsende rødt og grønt landskab nær Uluru. Ud på tour i ørkenen, se Kata Tjuta, sove i nogle hytter, vågne klokken alt for tidligt uden øjne, fryse mens man ser på en solopgang - denne gang over Uluru, gå de omkring 10km rundt om Uluru og tilbage på resort for at hoppe i poolen.

Med hat og briller, så er vi klar til at gå!

Alt dette var også fantastisk - specielt det sidste med pool og afslapning var skønt. Bare at kunne dase og læse en bog. Det er jo lang tid siden, at jeg har gjort det.. Næppe.


Fredeligt
Hvem vil gerne til Sydney?! Jo tak, det ville vi, og afsted vi fløj mod den store by. Og sikken en festlig én - masser af folk udendøre, masser at tage til og se på, og gang i gaderne og værtshusene om aftenen. Super. Vi kom omkring med en "Free Walking Tour" udført af en veltalende og spidsfindig fyr kaldet Mathew (mener jeg..).

Inde et sted, hvor Mathew (til venstre i grønt) taler om noget

Lidt finkulturelt blev det også til - og så endda i en dansktegnet bygning. Gæt selv (max 3 gange, ellers tryk her). Tryllefløjten var et super fedt stykke, eller selve handlingen var egentlig uinteressant, men musikken var cool, sangerne rigtig dygtige og udklædningen fantastisk (samme person der laver udklædning til Lion King musicalen)! Så der kan hermed sættes flueben ved "Opera", hvis jeg ellers førte sådan en fortsættende og aldrig tilfredstillende liste over mit liv.
Mod flere oplevelser - vi lejede en campervan, endda en fin én af slagsen, med plads til 4 personer og garanteret også en hund, hvis man nu fandt en på vejen. Faktum er, at nydelsen i at køre, specielt igennem et så differencieret landskab, er enorm hos mig. Jeg ville foretrække motorcykel, ja ja, men når det nu desværre ikke kan være hernede, er det jo en genial måde at rejse rundt på! Af kendte steder formåede vi at komme forbi Blue Mountains (blå bjerge, sjovt nok, grundet eukalyptus træets udskillelse af olie blandet med støv, der skaber en blålig tåge), Hunter Valley (udmærket, men noget dyr vin), og Byron Bay inden vi ramte Brisbane igen. Undervej fandt vi dog flere mindre og fantastisk fredelige steder, som f.eks. Bonny Hills hvorfra billedet nedenfor er taget.

Lidt grill ved Bonny Hill(s)

Vi nåede Brisbane til tiden. For der var deadline yderligere, da jeg ikke lige havde gennemtænkt mit insulinindtag de forskellige steder. Men med sport og lidt ekstra langtidsvirkende, endte det med at jeg havde til en hel dag ekstra, da vi kom hjem.


Farvel
Inden det blev tid til at sende mine forældre på ekspresrute hjem til Danmark, tog vi et smut nordpå til stranden, for at de lige kunne få det sidste glemt af det australske stillehav. Et par rigtig gode og oplevelsesrige uger var ovre.

Tusind tak for en rigtig god tur far og mor - vi ses i Danmark!

Nu skulle jeg starte som udvekslingsstudernde på Queensland University of Technology.

Fest
Det må være en menneskelig ting. For hvor stammer det egentlig fra? Man kan ikke have gjort det altid, men nu er det nærmest et krav. Jeg snakker om indtagelse af alkohol, når man for første gang skal møde en stor gruppe mennesker. Det er vel en måde hvorpå, man har noget at snakke om (og grine af) dagen efter. I løbet af de sidste to uger er der i hvert fald blevet taget fat. Specielt under weekendens udflugt til Stradbroke, en fantastisk lille sol-ø nær Brisbane, som dog blev skyllet væk af regn. Det gjorde dog hverken øllet eller vinen værre, så der blev danset, festet og jeg blev fejret (26 år med rejseerfaring som én på 60).

Fremragende
Alt er godt, helt henimod fremragende. Fagene på QUT virker alle til at være interessante, så det glæder mig faktisk at læse og lave opgaver. Utroligt, men sandt. Jeg får trænet en del og har postet denne interesse hos de internationale studerende, som i Fredags deltog i en 45 minutters workout, hvor jeg stod som træner og motivator. Det var sgu skægt og folk synes det var godt - og dem jeg mødte dagen efter var mærket :) Lørdagen stod på klatring fra morgenstunden, en ny sport der falder mig rigtig godt til, og så en tur til Byron Bay for at surfe om eftermiddagen og søndag formiddag. Jeg er endnu ikke helt blevet fanget af denne vandsportsgren, men jeg er villig til at give den flere forsøg!

Cheers,
Simon

En "pancreatic moron" i Brisbane

Hej!

Så har jeg sgu fået sat mig ned her i Brisbane efter 3 uger med at slappe af, møde folk og feste. Livet er hårdt. D. 4. januar tog jeg et fly fra New York City direkte til Brisbane, med en mellemlanding og omkring 8 timers venten i Los Angeles. Jep, turen var rigtig lang, så lang, at jeg ikke kunne overskue, hvornår jeg skulle tage min basal (langtidsvirkende) insulin, der kun har virkning i omkring 24 timer. Jeg lavede derfor et lille skema, man er vel kommende ingeniør, over tiden i henholdvis NYC, LA og Brisbane:

Tidsskema for injektion af basal insulin

Med dette fandt jeg ud af, at hvis jeg tog et skud kl. 22 i LA-tid, og dermed skubbede den et par timer fra min NYC tilvænning, skulle jeg tage et skud omkring kl. 16 i Brisbane, hvorefter jeg så måtte skubbe et par timer, før jeg ville nå til omkring kl. 23, ved hvilket tidspunkt jeg normalt injicerer denne. Ingen af flyene havde køleskab ombord, så jeg fik lidt is til termokanden, så insulinen kunne holdes kold. Forbavsende så godt det faktisk virker - vandet i termokanden var koldt, da jeg pakkede ud i Brisbane!
Brisbane er i dag en forretningsby, oprindeligt grundlagt i 1800-tallet af en engelsk-skotsk officer, og har fra tidlig tid virket som hovedsæde i Queensland. At det er en forretningsby blev også understreget, da den i 2009 af the Economist blev placeret højt, som værende et af de mest bedst beboelige steder i verden. Dermed sagt at levestandarden er høj og det meste fungerer som det skal. Selv verdens dyreste offentlige transport system er faktisk udmærket. Mine logiforberedelser inden jeg ankom til Brisbane var til at overskue, da jeg kun havde smidt en "søger bolig" post på en boligport og en enkelt mail til en couchsurfer. Igen følte jeg, at én eller anden holdt hånden over mig, da "søger bolig" posten intet gav, hvorimod den ene mail bliver svaret!  Det er David Hoggs, som svarer, at han har et værelse ledigt, og han vil gerne hente mig i lufthavnen, når jeg ankommer. Perfekt! David er en super fin fyr, der arbejder i et IT firma her i Brisbane. Selvom der er en aldersforskel, har vi mange fælles interesser, og han har introduceret mig for klatring, hvilket jeg helt sikkert vil gøre mere i!

Dave på toppen af Kangaroo Point Cliffs

Jeg har det rigtig godt og er faldet godt til her i Dave's lejlighed i Kangaroo Point. Én af grundene til, at jeg er faldet godt til, skyldes endnu engang couchsurfing. De sidste par uger er nemlig gået med at møde mennesker - og det er sgu noget jeg nyder. Jeg er specielt faldet i rigtig godt spind med et par gode drengerøve her fra Brisbane, som jeg helt sikkert vil hænge mere ud med. Udover at være sjove er de også interessante, i og med de alle er iværksættere og fyldt med idéer. Jasper er blandt én af drengene, og med en dansk far og flere besøg i Danmark har vi noget tilfælles. Ham og jeg tog i sidste weekend en tur til Byron Bay, hvor vi forsøgte at surfe. Det skal jeg lige have noget mere forberedelsestid til. Min tålmodighed og mit temperament kan simpelthen ikke klare, når ting ikke går min vej. Så det endte med, at jeg nærmest sad mere på stranden og surmulede end var i vandet. Næste gang har jeg lovet mig selv en lektion, i stedet for bare at tro, at jeg kan!

På vej hjem fra Byron Bay

Hvoromalting er, var det en rigtig god tur til Byron Bay - et smukt sted med en herlig strand! Jeg var også virkelig overrasket over, hvor grønt der egentlig er ved kysten. Super flot natur!
Når man møder folk, må man også gå ud. Det nedenstående billede er fra "Australia Day", som er en fejring af den første flåde, der ankom til Sydney for over 200 år siden - og i dag en fridag og dermed en undskyldning for druk. Så øl skulle der jo til. På denne dag lærte jeg også, hvordan man snildt kan være fem mand i en taxi, som kun tillader at have plads til fire; man bliver nødt til at have en taske, da denne er et meget vigtigt element - en pose kan måske gå. Inden taxaen hives ind, har en enkelt person (helst den mindste - i vores tilfælde Matt) gemt sig, og de fire andre står klar til at gå ind i taxaen. Først spørges der dog, om bagagerummet kan åbnes, så man kan få tasken derind. Intet problem - og her kommer taske og den femte mand så ned. At Matt så ringer drengene, som sidder i bilen, fra bagagerummet var vel bare ekstra god gas. Dette er ikke et krav.

"Being a pancreatic moron" - Kerrin

Personbeskrivelser fra USA

Fra San Francisco tager jeg til Lubbock og bliver modtaget i lufthavnen af en rødskægget ung mand. Den unge mand hedder Mads og hans jyske accent får mig til at føle mig hjemme. Jeg har kendt Mads et stykke tid, da han bor i et bofællesskab med min tidligere kæreste på Nørrebro i København, og sammen med ham og Morten (en anden gut i Nørrebro-fælleskabet) dannede vi ofte fortrop, når drengerøven skulle luftes på et værtshus. Mads læser til jurist på Københavns Universitet, men havde dette semester valgt at tage et halvt år væk fra Danmark, for at prøve talentet på Texas Tech College (/universitet) i Lubbock, Texas. En prøvelse - på mange måder, da Lubbock ikke minder meget om København, men er en mindre flække (set fra et Amerikansk perspektiv) og fungerer i dag stort set på grund af Texas Tech. Dermed også sagt at byen støtter meget op omkring dette college og specielt dets sport, hvor forventningerne og følelserne altid er store, hvorfor presset hviler tungt på de store drenges skuldre i de Amerikanske sportsgrene. Jeg havde et par super gode dage med Mads, hvor vi fik set lidt af byen og dets omgivelser, snakket om alverden og festet som man bør. Jeg er i hvert fald glad for mit lille stop i Lubbock, hvor jeg fik et indblik i collegelivet og hvordan en mindre Texansk by fungerer.

Fra lufthavnen i Lubbock har den gode Mads skaffet et lift, klaret af en venlig pige fra Texas Tech og "mentor" (en "venne"-ordning for internationale studerende) for Mads, som hedder Christina. Christina er mit første møde en rigtig college studerende i Sydstaterne (udover Mads selvfølgelig). Hendes forældre er oprindeligt fra Mexico, jævnt konservative og meget katolske. De har dog stille og roligt afskrevet deres oprindelige hjemland en smule efter at have tjent gode penge i USA. Det har fået Christina til virkelig at ville holde ved sine rødder, og insisterer derfor også på at der bliver lavet tamales (Mexicansk ret) og andre traditionelle Mexicanske ting hver jul. Christina er født og opvokset i USA, men har - nok grundet forældrenes oprindelse - haft sværere ved sproget og samtidig også sværere ved det spanske (ikke at hun er ringe overhovedet, men det er noget hun siger selv - jeg kan dog ikke høre det). Hun har fået en Jeep, så hun kan klare sine gøremål, som eksempelvis at køre til et lavt betalt job med alt for mange timer, og når man skal på den lille 5 timers køretur hjem til forældrene. Det er ikke så meget dét, at hun har fået en Jeep - det er mere dét, at det jo nærmest er en militærvogn (ja, her halter mine fagudtryk, da jeg blev nægtet tjeneste i det Danske Forsvar grundet en knæskade), hvilket er fuldstændig ude af proportioner, hvad sådan en pige skal bruge. Men det er vel princippet i, at hvis hun kører galt, jamen så er det de andre, der kommer til skade.. Men det skulle nu ikke holde os fra, at sige "Jo tak" (hvilket hun ikke forstod) til at låne den og køre til en skydebane (hvor vi dog ikke kom til at skyde, da man skulle have ejet våben) og tilfældigt et mindre privat flymuseum.

Lubbock ligger i det nordvestlige Texas og er præget af cowboys og fra mit synspunkt 2.-3. generations Mexicanere (som en meget stor del af USA jo egentlig er), hvilket også er det sted, den næste person jeg møder, stammer fra. Valeria er et smilende og leende væsen, som modsat Christina har haft sin barndom og opvækst indtil hendes syvende år i Mexico. Hendes forældre smuttede fra Chi Hua Hua, da volden eskalerede og de ikke turde blive der længere. De har dog holdt fast i deres Mexicanske, dog med en anderledes jul, hvor et madtema bestemmer årets juleret, men bor nu i det sydlige USA. I Lubbock er Valeria også den glade ejer af en "lille bil", som hun kalder hendes 5-dørs Volvo, hvilken hun bruger til ærinder, og den 8 timers køretur hjemover. For i Lubbock er det kun de lokale der bliver over julen, dermed sagt at byen er allerede noget nær død, da jeg ankommer d. 15. December og bliver kun mere stille over julen. Heldigvis er der udover de to piger en del af Mads' kammerater tilbage, som vi en aften tager ud og spiser en "Farewell and Happy Holidays"-middag med. Efter at have spist et godt måltid mad på den Italienske restaurant, hvor Christina arbejder, tager vi sammen med Valeria og et par af hendes venner, ud for at fotografere et oplyst Texas Tech i mørket. Billeder bliver skudt og der poseres på bedste vis. Man er vel klar på rampelyset :)

Dette går fint og imens vi alle måber lidt over et bravt kamera, der overfører billederne trådløst til en Iphone, standser en mand pludselig op bagved os og kigger. Vi lægger alle mærke til det, og jeg hilser, men får intet svar. Han står bare med den ene hånd i lommen, den anden med en cigaret, hiver, puster og kigger. Pludselig siger han "Was that it..!?", mens han går hen imod os. "Erhh, I guess, we're just shooting some photos..", bliver der sagt. Fyren har den ene hånd i lommen og et alt for stift blik, min puls stiger og jeg overvejer mulighederne, i så fald han skulle have aggressive intentioner. I stedet går snakketøjet igang hos mig og prøver at forstå hvad der foregår. Han fortæller, at han har haft en dårlig aften, og spørger om han skal fortælle en joke - som jeg ikke forstår og manden går. Vi er alle lidt i det røde felt og målløse over mandspersonen (som senere viser sig at bo meget tæt på Mads, og faktisk præsenterer sig som Dennis, da han ser Mads sidde på sit værelse og spørger om han må komme op - næppe..). En underlig oplevelse, men gutten må have været fyldt med alkohol eller anden eurofori - eller simpelthen bare været underlig og haft en dårlig dag.
Den sidste dag i Lubbock går med farveller fra Mads' side, hvor jeg følger lidt med på sidelinjen. Her møder jeg Tawny, en veninde af Christina, som er født og opvokset i Texas. Da Tawny var yngre besluttede Tawnys forældre, som så mange andre forældre, at hun skulle på college. På college har hun fået og får uddannelse, pengene er ikke gået helt spildt hen, mødt mennesker fra hele verden, og dermed får udvidet sit Texanske verdenssyn. Nu kan hun dog knap tilbringe tid med forældrene mere - grundet fuldstændige forskellige holdninger. Hvad uddannelse og menneskesyn ikke gør ved folk. Hun imponerede mig ved, at hun i September 2011 fandt et par gamle banjo dele i onklens kælder (onklen som er guitarsælger) og lærte sig vha. Internettet at bygge banjoer (hun har bygget to indtil videre) og spille på dem. Mega sejt! Det fik mig til at overveje at blive ejer af en banjo (det skete desværre ikke).
Som sagt et par rigtige gode dage i Lubbock. Mads og jeg tog tidligt om morgenen d. 19. December ud til lufthavnen i Lubbock. Jeg skulle mod New York City for at fejre julen og nytåret og Mads skulle hjem til Danmark. Mit første møde med en person i NYC, var couchsurferen William, som havde tilbudt hans ydmyge hjem over ferien. En meget speciel type, som tydede på ikke at kunne klare ensomhed, men derimod ønskede at andre skulle høre om hans fantastiske liv som stor-gambler, operasanger og komponist - og blev fornærmet hvis man ikke lige havde tid eller mente det samme. Så det var meget "his way or the highway". Samtidig med dette var han biseksuel, ikke at der er noget galt i dette, men det synes, at han havde en del af de dårlige egenskaber fra begge lejre, og havde fået en hård start på livet, da han allerede som 14-årig blev far til en datter, som han eftersigende ikke talte med og kun talte ned om. Jeg kom for sent første gang, vi skulle mødes, og her undskyldte jeg med, at jeg - rigtignok - var blevet ledt den forkerte vej, men fik bare et par rullende øjne og "Not as sorry as I am". Super start - og sådan fortsatte det ellers.
Heldigvis var jeg ikke alene hos William, da jeg var så heldig at Julie, en supergod veninde fra Danmark, valgte at tilbringe 14 dage i selskab med Anders, Line (Anders' kæreste, som jeg endelig fik mødt - super god pige, du har fundet dig der mayn!!) og jeg i herlige NYC. Julie er også fra Vejle, hvor hun har gået i folkeskole med Anders, og hvorfra jeg kender hende. Så det var godt, smilende og snaksaligt selskab, hvilket var fantastisk! Da Anders og Line havde været i NYC et stykke tid, brugte Julie og jeg meget tid på turistmålene og fik shoppet med Lines familie (som kom over for at fejre nytår) i udsalgsforretninger. Da William boede i Jersey, var det ikke altid lige nemt at finde transport hjem - og måtte også slippe 35 USD en dag, da vi skulle nå til en Lion King forestilling (hvilken blev forværret mere af, at der ikke kunne findes en printer, men den blev til allersidst fundet - og forestillingen var suveræn!). Af samme grund blev jul og nytår også fejret på Manhattan hos Anders og Line - nytår inklusive en del andre, deriblandt Lines familie. Gode aftner, hvor julen især for mit vedkommende ikke vil blive glemt. Tak for det.

Til sidst vil jeg komme ind på min læge i NYC. Jeg kan ikke huske navnet på ham, men han var russer og han må have levet godt. Udfylde et par papirer med underskrift, betale, vente lidt, og så ind til den russiske læge for at sige, at jeg skulle bruge en langtidsvirkende insulin ved navn Lantus Solostar. 10 minutter senere er jeg ude, 100 USD fattigere, men med en recept til mit livsnødvendige medicin (her kan man jo begynde at diskutere, hvor meget jeg egentlig er værd, men den tager vi lige en anden gang..). Der er en grund til de har deres forsikringer i USA..

Hilsner fra Brisbane (som jeg lige er ankommet til)
Simon

Happy holidays from NYC

Tiden flyver. Det samme har jeg gjort fra San Francisco til Lubbock og derefter til New York City, hvor jeg er nu i selskab med gode venner - endda med glædeligt besøg fra Danmark!

Ledte efter Julemanden, men uden held..

Jeg var i Lubbock i 4 dage, hvor jeg besøgte Mads, en kammerat fra København, som har læst på Texas Tech det sidste semester. Det var fedt at opleve en sådan en lille by i det nordvestlige Texas, og hvordan den afhænger af byens college (Texas Tech). Sammen med Mads tog vi rundt og så lidt på det omkringliggende og rundt omkring i selve Lubbock. Et par rigtig gode dage, som gav et indblik i hvordan en mindre amerikansk by fungerer.

Herefter gik turen mod NYC, hvilket jo er en super fantastisk by, som jeg helt sikkert vil tilbage til - enten på ferie eller for at skulle leve og arbejde. Der er blevet shoppet, vandret rundt og spist god mad! Vi har været inde at se Lion King, hvilket var en fænomonal oplevelse, og på juleaftensdag var Anders og jeg inde at se NY Giants mod NJ Jets - en amerikansk fodboldkamp mellem de to store New Yorker-hold. Oplevelserne er dyrere her, men også større og vildere!

Football: NJ Jets vs. NY Giants

Jeg har endelig fået anskaffet mig en dyr recept til insulin her i USA. Jeg prøvede ellers at skrive til den Amerikanske Diabetes forening for eventuel hjælp, men fik bare et "Du bør rejse med dobbelt så meget insulin til hele din rejse og så skal du have en international recept". Jo tak for det. Så jeg fandt en "drop in doctor NYC" og fik booket en tid online, kommer derned og får betalt de 100 USD, man nu skal betale for at komme til, kommer ind siger hvad jeg skal have, får det og går ud igen. Alt for latterligt, at man skal betale for at få sådan en recept, når man er diabetiker. Der burde jo være et slags identifikationskort med chip, hvormed man kunne købe sin insulin verden over. Kom nu ind i teknologikampen diabetesfirmaer!

Med min nye Kindle er jeg gået igang med at læse den klassiske "Hitchikers guide to the galaxy" og den intellektuelle "A brief history of time", som er nørdet men spændende, mens der bliver lyttet til Kurt Vile - Smoke Ring For My Halo - et lækkert og anbefalelsesværdigt album til en stille stund.

Vi havde forresten en fremragende juleaften med spisning på restaurant og hygge på Manhattan bagefter - uforglemmeligt, helt sikkert. Jeg håber at julen har været ligeså god for alle dem der måtte læse dette :) Kom godt ind i det nye år, hvor jeg vil fortsætte mine poster fra Brisbane, Australien!

Juletræet fra Texas Tech, Lubbock

Mvh. 

Simon

Forbrugernes USA

Las Vegas - "City of Lights" og "Sin City" - forside og bagside, førstnævnte mere synlig end den anden, men ingen skjult overhovedet. Tropicana var vores hjem under opholdet i Las Vegas, en kæmpe stor (som alle de andre) hvid bygning, med 22 etager, bestående af et stort kasino, spa og fitness, en udendørs pool (dog for kold), og et bryllupskapel. Vores flot indrettede værelse består af 2 Queen size senge (efter 2 omgange sten-saks-papir, fik jeg vundet mig æren af den ene seng, mens Anders og Andreas sov i den anden!), en stor skænk med 42' HD fjernsyn, stort badeværelse og udsigt over den østlige del af Las Vegas. Vi kunne godt lide det. Selvom pengene flyver ud af fingrene på én, og maskinerne skriger på ens dollarsedler, så er Las Vegas sgu meget sjovt. Og pisse imponerende - hotellet New York-New York har f.eks. bygget flere kendte dele af New York og en ordentlig syg rutschebane :) Men det er jo bare ét af de smadrede bygningsværker! Efter at være endt i omkring minus 30 USD smider Andreas og jeg, Anders af på et fly mod New York City, hvorefter turen gik nordpå af "route 95" mod Reno. Endnu en by kendt for dets kasinoer, men denne gang i grønne bebjergede omgivelser og ikke i ørkenen. Turen til Reno var lang - hvad der svarer til en tur fra Aalborg til Hamborg. Ufattelige distancer, der er i dette land. Eller er det bare ufattelige distancer, der er i Danmark?

Der blev givet mønter ud ved maskinerne

Adskillige ørkenbjerge og sandmarker inde i turen, vælger vi at dreje fra den GPS-foreslåede rute, og tager en detour op af et umiddelbart nært bjerg. Bjerget synes at fjerne sig, når vi kører mod det. Distancen bliver ligesom ved at være den samme og vejen bliver værre, og vi opdager pludselig grunden til den store mængde Jeeps, der kører rundt herovre (så der er måske også en praktisk grund til Amerikanernes "større og vildere"..?). En 30 minutters meget bumpet ridt i vores kære Volvo, der ofte fik os ofte til at lave ansigter af de lyde stenene gav mod bunden, og vi ender ved to små skilte der viser "No trespassing". De kunne da for helvede i det mindste have lavet et skilt, der lige gav et smil på læben, når nu det skulle stå så langt oppe. Satans. Hård kørsel tilbage igen - heldigvis med venligt og nysgerrigt visit fra en ensom bjergged - og så videre af 95.

Ind i ørkenbjergene en tur

Den nysgerrige ged kigger i det fjerne

Andreas og jeg tog os et par stop på vejen, og nåede vores mål planlagt ved aftentid hos Randy og Janet Osterhues. Tilbage i September måned mødte Anders og jeg et flinkt par fra Amerika på et hike ved Lake Cuicocha, Ecuador. Da jeg nævnte, at jeg nok tog forbi San Francisco, sagde de, at jeg da skulle komme forbi Reno og se smukke Lake Tahoe. Som tilbudt, så gjort - og vi blev behandlet som var vi i familie med Osterhues. Randy og Janet er et ægtepar i den grå-guldalder, og nyder livet uden børn, men med masser og rejse og tid til dem selv. Randy arbejder som sælger hjemmefra, og når kunderne endelig skal besøges er det ofte langdistance, hvorfor de ofte rejse rundt når Randy alligevel skal ud. Janet sælger huse og grunde og klarer hjemmefronten med oprydning, vask og madlavning. Et stort Amerikansk hus med carport passende til en Jeep og en personbil, ordentlig stor grill og selvfølgelig golfkøllerne. Ja, vi var i gode hænder, med et værelse hver, tøjvask og madlavning - jeg er virkelig blevet forvænt :) Men i Reno var vi heldigvis ikke kun, da Lake Tahoe skulle besøges - vel nok et af de mest fantastiske steder, som jeg har været i mit liv. Med en kæmpe flot sø, strande, stor skov og ski-områder, hvad kan man så forlange?

Lake Tahoe fra morgenstunden

Vi kom dog ikke på ski, da prisen mod mængden af sne og pister (eller mangel på samme) ikke var særlig god. I stedet valgte vi at hike rundt i Lake Tahoe, tage en tur ind til Reno og på den sidste dag køre forbi Californiens store vinområde Napa på vejen mod San Francisco. Vi fik smagt et par vin og sendt et par afsted som tak til Reno, mens vi nød vinmark op ad vinmark i et bakket landskab. San Francisco blev nået ved ved 5 tiden, ligesom planlagt, og vi nåede lige at sige "Hi" og præsentere os for Kevin, couchsurfing, før vi skulle ud af døren og til "pot luck dinner party". "Pot luck dinner party" er tilsyneladende en fest, hvor hver mand bringer hver sin ret (deraf titlen: "gryde held aftensmad fest") og nyder i selskab og helst under samtale med andre. Suveræn start på San Francisco.

Mit blodsukker har været ret højt de sidste par dage, dette skyldes højst sandsynligt et skift på temperaturen og højden, hvorfor jeg nu tager mindre af min basisinsulin (langtidsvirkende - basen til dagen efter). Den nuværende basisinsulin jeg bruger, er faktisk den sidste jeg har, men grundet at man skal have recept fra en doktor og deres lange ventetid, venter jeg til New York City med at skaffe dette. I mellemtiden vil jeg prøve at skrive til American Diabetes Association, for at høre om det virkelig kan passe, at man som turist skal betale en doktor dyrt (omkring 200 USD) for derefter at betale for sin insulin.

Grunden til at jeg skriver om min diabetes er for at dele al den viden, jeg overhovedet kan med andre diabetikere, men også for at skabe opmærksomhed på hvad sygdommen er og at en diabetiker godt kan rejse ud i verden selv. Jeg mener derfor helt klart heller ikke, at man skal skjule sin diabetes, da det nu er noget man har resten af livet, og ville være som at skjule en del af sig selv, og at det i værste tilfælde kan gå galt (som eks.: http://kortlink.dk/diabeteshealth/a8r5). Derfor er folk mere end velkomne til at stille mig spørgsmål på mail eller her på bloggen - om diabetes eller andet :) Jeg er stadig ny i diabetesfeltet - nu 13 måneder gammel, men har gjort mig en del erfaringer!

- Det er snart jul!
Simon

Oi Rio! - Goddag USA

Portugesisk. For satan hvor er det svært - og helt anderledes end Spansk jo! Efter et par kulturelle og stille dage i Buenos Aires, var Anders og jeg helt klar på at give den op i vores sidste uge i Sydamerika. Den fik ikke for lidt. Igennem couchsurfing fik vi kontakt til en masse glade og dejlige mennesker, som tog os med rundt i Rio og i Rio's altid summende natteliv! En super fantastisk by - beliggenhed er alt som man siger, og det er noget Rio har i stor stil! Det var fedt at møde de herlige CS-folk, og vi fik set en stor del af det man nu skal se i Rio. Bl.a. et rigtig godt hike op til Christ the Redeemer, som jeg synes i sig selv ikke er noget at skrive hjem om, men dens placering på dens højeste top ved Rio gav en fantastisk 360 graders udsigt over byen. Så alt i alt en rigtig god sidste uge i Sydamerika, omend dyr, da Rio klart er den dyreste by i Sydamerika..

Udsigten fra "Christ the Redeemer"

Rejsen fra det Sydamerikanske kontinent til det Nordamerikanske (en tur i luftlinie på 11.000km!) gik som smurt. For første gang blev jeg spurgt ang. min insulin. Eller de spurgte til termokanden og hvad den indeholdte. Med et par forklarende fraser og visning af brevet "Traveling with insulin" underskrevet af min læge, var der ingen problemer. Jeg har også været ude for én gang før, at jeg måtte kaste en juice ud i kontrollen, herefter har jeg kun medbragt druesukker, snacks og sommetider frugt.

"USA-USA-USA!", så er vi her. Det har jeg virkelig glædet mig til! Vi startede hos Per i "L-to-the-fucking-A", en kammerat som læser til instruktør i den store filmby. Her har vi mødtes med Andreas, en god kammerat af både Anders og jeg fra de gamle dage i Grejsdalen, og lejet en bil - som er en luksus jo! En voldsom volvo med automatgear og lædersæder. Perfekt! Efter de første par dage må jeg se mig lidt skuffet over størrelserne på portionerne. Jeg har hørt så meget om kæmpe tallerkner, at jeg virkelig glædede mig til en kæmpe portion mad, men jeg har endnu ikke givet op overfor en tallerken..

Med drengene på Venice Beach, Los Angeles

Vi har shoppet lidt i LA, hvor det er blevet til en hue (det er jo satme koldt her!), en stribet skjorte og et par støvler (man skal sgu da have et par ordentlige læderstøvler, når nu man er i Staterne - specielt passende med min fremtidige titel som motorcyklist i Australien). Man bliver træt af, at have det samme tøj på, som man har haft på igennem de sidste 6 måneder. Derfor har jeg lavet en lille liste af ting, som jeg skal have nu, da jeg er her:

• Høretelefoner
• Sko/sneakers (savner sgu mine Converse..)
• Skjorte
• T-shirts
• Duft
• Læderjakke
• Strømper
• Støvler
• Evt. suit

Gode julegaver i år!

Sløret billede af værelset på Tropicana, Las Vegas

Vi har reserveret et værelse på Tropicana Las Vegas, et 4-stjernet hotel lige ved siden af "The Strip". 386 kr. per mand for 3 dage. Ja, det er fandme fint :)