På plads i København

Dette var den sidste post på denne rejseblog. Mine tanker og videre færd kan i tide og utide følges på sstubben.dk.

Efter 404 dage (1 år, 1 måned og 7 dage) udenfor dansk land sidder jeg nu igen trygt i stolen på læsesalen på G.A. Hagemanns kollegie i København. Da jeg købte en billet til Mexico sidste år, havde jeg ingen anelse om, hvor jeg skulle hen - eller hvor jeg skulle ende. Med 8 måneders gammel diabetes i rygsækken og dermed stadig ny i feltet drog jeg afsted. Meget er lært siden - menneskeligt, akademisk og med hensyn til min diabetes. En lærdom af rigtig stor betydning er, at diabetes ikke behøver at stoppe mig, eller nogen anden diabetiker, for at få drømmene opfyldt, måtte de være rejse, uddannelse, job eller andet af stor interesse!
Nedenfor har jeg lavet en lille graf over mit forbrug af forskellige hjælpemidler til min diabetes. Den er ret omtrentlig, da jeg desværre ikke har skrevet noget specifikt ned undervejs - det gør jeg næste gang!
Da Diabetesforeningen stadig linker til denne blog vil jeg komme med et par afsluttende råd til en tur som min (dvs. backpacking mere end 3 måneder):

Før afgang

• Snak godt med med hospitalet, få lavet en "Rejser med insulin" fra lægen og papirer til forsikring (spørg din læge til råds med dette), der beviser at du er stabil.
• Orden forsikring (det vil din mor ihvertfald gerne have - og hende skal du stole på).
• Få bestilt udstyr (termokande, lancetter, teststrimler, kanyler og insulin) til de første par måneder. Overvej om du vil have insulin med til hele turen. Insulin holder kun 1-1½ måned udenfor køleskab. Jeg har oplevet at denne bliver forlænget, når det bliver taget ind og ud af køl, men dette bakkes ikke op af Novo. Jeg købte insulin undervejs (næsten) uden problemer.
• Skriv til dine insulin producenter (i mit tilfælde Novo og Sanofi) ang. salg af deres produkter for det kontinent du rejser til (Hvorfor "kontinent" siger du? Det gør jo bare mulighederne større!).
• Sig farvel til mor.

Undervejs

• Fyld termokanden med vand og put din backup-insulin heri (dvs. den insulin, der ikke bruges og skal holdes nedkølet). Når du flyver, så hav termokanden i håndbagagen (der bliver minus mange grader i >10 kilometers højde) og få den enten i et køleskab på flyet eller kom is i undervejs. På denne måde holder insulet sig køligt i mange timer, men husk lige at tjekke det :)
• Når jeg rejste med bus, havde jeg backup-insulinen i backpacken og den anden insulin i håndbagagen, hvilket gav mig lidt mere sikkerhed i tilfælde af røveri.
• Sørg for at holde dig godt og grundigt kontrolleret, når du rejser rundt. Varme, højde, aktivitet og mad påvirker dit energioptag og dermed hvor meget insulin du skal sprøjte i kroppen.
• Giv gas og nyd det!
• Husk mors fødselsdag (Jeg har nu glemt den to gange. Det kan ikke anbefales). Få hende evt. til at sende flere penge, når der nu alligevel skal skrives en email..

Til slut

• Gør dig klar på at snakke dansk igen, men også at danskere normalt ikke snakker med folk de ikke kender (modsat USA, Australien og NZ). Man skulle jo nødigt få nye bekendtskaber.. Så her vil jeg da gerne anbefale alle, at gå ud at snakke med nogen du ikke kender :)
• Det hjælper ikke at skjule hjemkomstdatoen, mor kommer alligevel og tager imod dig med en herlig krammer i lufthavnen!

Hverdagen er begyndt igen, så kalenderen er fyldt. Jeg mangler dog stadig et arbejde, så hvis nogen har brug for én gut som har lyst til at snakke om diabetes eller andet, så skriv endelig :)

Tak fordi I læste med - og hav det så skønt!

Sidste stop – Singapore

Jeg kom til Singapore med tanken om, at jeg ikke gad at være turist, men hellere slappe af og møde nogle mennesker. Som tænkt, så gjort – jeg havde et par rigtig gode dage under solen i Singapore. Torsdagen gik med lidt vandren rundt og herefter frokost med en gut fra mit hostel. Derefter stod resten af dagen på Singapore's 47 års fødselsdag sammen med en masse andre couchsurfere – stort show med jetfly, både, faldskærmsudspringere og masser af fyrværkeri gjorde det at drikke alkohol mere seværdigt (for én selv i det mindste..). Her mødte jeg Oryx en flink filipiner, som jeg endte med at hænge en del ud med.

Fredag stod i indkøbets og vandringens tegn, da jeg hovedsageligt manglede boksershorts (de gamle røg sgu ud, så slap jeg også for at vaske!) og et par andre småting. Varmen og al gangen gjorde at mit blodsukker niveau var lidt svært at styre. Nogle müsli-barer og mindre mængde daglig basal insulin (nu kun 12 IE) klarede sagerne.

Lørdag stod på en tur til resort øen Sentosa og dens usandfærdige (get it?) strand. En vanvittig glad stemme med vekslende toneleje som en ægte sælger, gjorde livet meget bedre i den gratis bus på resortet - ”Hi there and welcome to Sentosa! Are you looking for a great time – you have come to the right place! If you're into water rides you should try our … blah blah”. Velkommen til turistfælden sagde han. Med kritiske øjne var stranden ret hård, sandet groft og havde udsigt til et væld af godsskibe, deriblandt et dansk (gæt selv), men med solen fra en skyfri himmel nåede graderne vel de 35, mens en stille brise fik palmernes blade i let bevægelse.

Senere på dagen mødtes jeg med Oryx eller rettere – jeg ”flyttede ind” en nat, for at sove på hans sofa. Overskægsfødsdagspoolfest, dans på toppen af en af Singapores højeste bygninger, dans i Marina Bay Hotel (det kendte hotel, der ligner det har et skib på toppen..), en fremragende (ud fra min bedømmelsesevne på daværende tidspunkt) 7-Eleven-opvarmet-ret og så sove... - et par timer. 4 timer senere og vi arrangerer at mødes med nogle couchsurfere, for at prøve at luske os op i poolen på Marina Bay. Oryx har en kopi af et hotelkort, som eftersigende skulle kunne lukke flere ind til poolområdet. Så skal vi bare derop.. En flok turister går mod elevatoren og her rykker vi smilende med. På 55 etage bliver vi dog slemt skuffede, da de nu kun lukker én mand ind per kort. Jeg fortryder, at jeg ikke lod de andre gå ned og tog et dyp i uendelighedspoolen, da jeg havde kortet, men valgte i stedet at gå på et andet hotel og en anden pool med de andre. Close, but no cigar.

Jeg har knap sovet i flyet fra Singapore til Dubai, og jeg føler mig lidt som et vrag. Ikke at jeg ser så ilde ud eller lugter af ådsel, men søvnen trækker min krop ned på et Stephen Hawking stadie (desværre har hjernen ikke vist særlige fremskridt). Det skal nu blive godt at sove i en rigtig seng – i gode gamle Vejle :)

En farvelsang om NZ

Busturene har kedet mig en smule, så udover at have læst har jeg moret mig gevaldigt med at skrive en sang. Jeg læser for tiden følgende bøger:

• Oliver Twist, er lidt over halvvejs
• A Short History of Nearly Everything, lige startet
• Ancient Rome: The Rise and Fall of an Empire, 1/4 inde i bogen
• Flaskepost fra P (lydbog - fantastisk når man er doven!), halvvejs

En Kindle er smart, men gør også at man starter alt for mange bøger samtidigt!

Om et par timer flyver jeg til Singapore. I mellemtiden - og tiden herefter - kan du prøve at synge dig igennem følgende:

Melodi: Jeg en gård mig bygge vil

Jeg er taget ud for at se

et ny land, det måtte jo ske

og New Zealand er helt ubeskriv'lig

det har gjort mig glad og livlig

og mens du nynner denne sang

hopper jeg I faldskærm engang

Der er sket så meget godt

Folk på vejen har behandlet mig flot

Jeg har vandret, jeg har fløjet,

jeg drukket og jeg har strøget

ned ad pisten på et par ski,

det ku' jeg rigtig godt li'

Melodi: Jeg er havren

Verdens højeste gynge har jeg klaret

En stor oplevelse, som jeg ikke ville have sparet.

Ved en gletscher har jeg også stået

Ikke noget særligt men opnået.

Padlet i kajak i med sælunger omkring

helt uden bange anelser svømmede de i ring.

Som noget af det sidste tog jeg på en vintur

blev lidt fuld og glad og måtte have en lur.

Et oplevelsesrigt besøg er nu næsten overstået

Jeg har oplevet meget og nye venner fået.

Nu går turen mod Asiens store land.

Sidste par dage før jeg rammer København. 

Jeps. Sådan gøres det. Sange skrives til alle fester og formål. Jeg kan kontaktes på 080-ONEHITWONDER. God dag.

Twizel-Queenstown-Wanaka

Jeg er igen forbavset over, hvor godt min 100kr. termokande fra Everest holder vandet i flasken køligt og dermed holder insulinet nedkølet. Fremragende. Den foregående uge (uge 29) har jeg taget utrolig lidt bolus (hurtigvirkende) insulin og har generelt haft lidt lavere blodsukker end normalt. Jeg tænker, at det skyldes flere faktorer: mindre mængder og anden mad, højdeforskelle og så det faktum, at jeg rejser rundt (selvom jeg nu rørte mig meget mere i Brisbane, hvilket man skulle synes krævede mindre insulin...). Der bliver i hvert fald kørt nogle müeslibarer ned, der igennem de sidste mange måneder, har været min hovedkilde til sukker. Inden jeg tog afsted fra Brisbane, fik jeg taget endnu en HbA1c (der også har der mere humane navn ”langtidsblodsukker”), der basalt set afslører hvordan kontrollen af mit blodsukker har været de sidste 2-3 måneder. Min første test fik jeg tager i starten af Marts, hvilket gav følgende resultat:

HbA1c (NGSP)                        5.8     %         (  4.0 - 6.0  )

HbA1c (IFCC)                        40      mmol/mol  (   20 - 42   )

                          NGSP (%)            IFCC (mmol/mol)

  Non-diabetic level      4.0 - 6.0            20 - 42

  Good  control           6.1 - 7.0            43 - 53

  Suboptimal control      7.1 - 8.0            54 - 64

  Poor control            8.1 - 9.0            65 - 75

  Very poor control         >9.0                 >75

Tallene viser at jeg ligger på et ikke-diabetisk niveau i min kontrol. Det var jeg godt tilfreds med, da jeg rejste rundt i december og januar, og stadig formåede at holde blodsukkeret under kontrol. Den nyeste test, hvilken jeg fik resultatet fra mens jeg var i Twizel, var af samme klasse:

HbA1c (NGSP)         5.8       5.8                         %         (4.0-6.0)

HbA1c (IFCC)          40        39                         mmol/mol  (20-42)

Comments on Collection 13/07/12 1000:

                          NGSP (%)            IFCC (mmol/mol)

  Non-diabetic level      4.0 - 6.0            20 - 42

  Good  control           6.1 - 7.0            43 - 53

  Suboptimal control      7.1 - 8.0            54 - 64

  Poor control            8.1 - 9.0            65 - 75

  Very poor control         >9.0                 >75

Endnu engang 5.8, hvilket er ikke-diabetisk niveau ifølge tabellen.

Idag d. 29.07 2012 går det meget bedre med kontrollen af blodsukkeret. Efter at jeg startede med at tage mindre basal insulin, har mit blodsukker ligget, som det skal. Jeg tager pt. 14 IE Lantus (basal) og 4-6 IE NovoRapid (bolus).

Superb tid hos Darryl i Twizel! Havde det ikke været for ham og hans familie var min tid i Twizel aldrig blevet så genial. Udover at få lov at låne en bil og køre til Mt. Cook for at vandre i fantastisk landskab, har jeg fløjet et pink fly, stået på ski og set hvordan 1/3 af New Zealands strøm bliver skabt fra vand der strømmer igennem menneskeskabte floder fra sø til sø. Disse floder skabte Twizel, som egentlig kun var ment som en midlertidig by for arbejderne, men beboerne var imidlertidigt blevet vilde med stedet og dets mange udendørs aktiviteter. Omkring 1.100 mennesker holder ved, dette stiger dog ved sommertid til omkring 5.000 grundet turisme og prominente regattaer (rosport - til de udenforstående). Twizel kan kun anbefales i tilfælde af besøg til NZ. Jeg glemmer aldrig stedet og de herlige mennesker, og jeg håber virkelig at komme tilbage engang, når det er sommer.

Battlefield 3 og øl. Fin stil.

Jeg har nu overstået Queenstown – New Zealands turist-hub nummer ét med masser af muligheder for at få adrenalinet i kog. Den foregående uge har jeg også sprunget ud fra et fly i 4.5 kilometers højde med frit fald i omkring 60 sekunder og ladet mig falde baglæns ned i en 110 meter kløft for at afprøve verdens største gynge!

 

Derudover smuttede jeg en tur (næsten direkte fra byen) til Milford Sound, hvilket var helt fantastisk og en suveræn måde at bruge dagen derpå på. Jeg couchsurfer hos et par rigtig gode folk fra Sydamerika, så der bliver snakket lidt spansk igen – bien. Selvom huset de bor i er pivkoldt, og man faktisk hellere vil ud og spise end sidde indenfor med alt tøjet på og se sin egen ånde, havde vi det rigtig hyggeligt. Vi tog på et par småturer udenfor Queenstown til Arrowtown, en lille by startet af kinesiske guldjægere, og Glenorchy, hvor vejen dertil - Glenorchy Drive – er på højde med Great Ocean Road i Australien og Highway 1 i Californien. En super flot rute!

Glenorchy Drive

Efter afsked med folkene i Queesntown i morges er jeg nu landet i Wanaka for en dag. Der skal ikke ske meget her end lidt vandren omkring. Byen er utrolig lille og hovedsageligt til grundet ski her om vinteren, men da sneen er udeblevet er da ikke meget at give sig til. Derfor drager jeg videre i morgen til Franz Josef og dens nærliggende gletcher.

Los dos pendejos de Queenstown - Sebastian y Dante.

Af den rette støbning

New Zealands sydlige ø er et fantastisk smukt landskab skabt af to store kontinentalplader. Det betyder at når disse plader er i bevægelse, opstår der ofte jordskælv. Den største by på den sydlige ø, og min første destination, Christchurch – har været ekstremt uheldig med disse uforsætlige besøg af naturfænomener. Siden et stort jordskælv (målte 7.1 på Richter skalaen) i 2010 har byen været ramt af massive efterskælv; værst i 2011 hvor omkring 1/10 af byens 400.000 indbyggere få dage efter havde fået nok og forlod stedet. Man forstår dem godt. Det virker lidt sært at leve et sted med sådan en tilfældig fare hængende over hovedet, men New Zealænderne er bare af en anden støbning.

Christchurch Centrum

Siden Englænderne kom i 1800 tallet har Maorierne kæmpet for deres land og har modsat de Australske aborignals klaret at blive en del af samfundet og får nu kompensation for det tabte land. New Zealand var heller ikke som Australien en fangelejr, men nærmere et nyt land, som skulle tilflyttes – hvilket Maorierne dog allerede havde gjort længe før med hytter, marker og forsvarsværk. Se det synes jeg er mere interessant end en gruppe fredfyldte nomader!

Jeg er imponeret over at folk i Christchurch holder ved, for byen ligner virkelig noget der har været udsat for terror: igennem vinduer på forladte bygninger, kan man se genstande som f.eks. planter, bøger og computere, der tyder på tidligere aktivitet og en pludselig hastig udvandring. Det virker helt skræmmende, men så når man til disse containere (hvilke bl.a. er printet med Mærsk på siden (de har gratis reklameplads for millioner hernede)), som er blevet bygget om til forskellige forretninger og caféer. De kalder det Re:Start og denne containerpark med meget passende navn skal med et friskt look (og fremragende kaffe!) være med til at starte livet i Christchurch op igen!

Re:Start, Christchurch

På vejen mod min næste destination – Twizel – kører vi igennem et fantastisk grønt bakket landskab med stedvise samlinger af hvide prikker. De hvide prikker er hovedsageligt højtgående merino får, der er kommet hertil fra Australien og trives så godt, at man ikke har noget videre imod at ramme én på vejen. De burde nu heller ikke klage, for får er en kæmpe forretning i NZ – det førnævnte merinotøj er heller ikke ligefrem billigt!

Da vi nærmer os landsbyen Twizel, bliver jeg spurgt ”What are you going to do in Twizel?”. ”Erhh, I don't know really..”. Det fandt jeg hurtigt ud af. Efter at have siddet 2½ timer i solen og læst, blev jeg mødt af en smilende solbrillebærende gut. Darryl er hans navn og fætter til en ”mate”, som jeg mødte i Brisbane. 25 år, elektriker og alene far til en datter på snart 5 år. En lidt anden position end min – og sikke én.  

Radio Twizel - det tyder på landsby, hvilket er sandt.

Jeg lånte idag en bil og kørte op til Hooker Valley (navnet betyder ikke, hvad jeg først tænkte..), hvilket er lige ved foden af Mount Cook - New Zealands højeste bjerg (3,754m - og eftersigende de hurtigst "voksende"). Jeg stod op klokken "før solen stod op" og havde turen fuldstændig for mig selv hele vejen op!! Ikke andet end fantastisk. Specielt var det, da solen nåede over bjergets tinde :)

Goddag!

Bare fordi der skal flere til

Klokken 18:07 torsdag d. 12. juli og imellem mørket udenfor tisser det ned. Det har det gjort nu i næsten en uge, samtidig med en nogenlunde konstant hovedpine har ramt mig, hvilket jeg bebrejder en for lille dosis basal insulin. Regnen er ikke bare en kold dansk bygeregn, men en vedvarende og lun skylle, som dog stadig gør sit til motivationen for at gå udendøre. Jeg er derfor begyndt at pakke - eller det blev det faktisk aldrig til, da tasken jeg har købt er for lille og skal byttes, og værelset skulles ryddes op, hvilket tog sin tid - til mandagens rejse mod New Zealand.

Jeg har fem bolus (hurtigvirkende) insulin tilbage, så der skulle være mere end nok til den sidste måned, inden jeg rammer Danmark. Den basale insulin bliver jeg derimod nødt til at købe én mere af, specielt efter at jeg nok hæver dosisen. Jeg vil opbevare insulinen på samme måde som førhen - i en termokande med vand, som jeg tager sørger for at sætte på køl hurtigst muligt. I fly hvor der ikke er køleskab, kan nogle isterninger klare turen. Jeg har omkring 200 nåle og henholdsvis 300 og 100 teststrimler til mine to blodsukkermålere tilbage. Alt godt der, lige så snart jeg får købt endnu en basal insulin og lidt (sikkerheds-) sukker til rejsen. Desuden skal jeg have taget mit HBA1c, kaldet langtidsblodsukker, som "afslører" hvordan mit blodsukker har været de sidste tre måneder.

Jeg tror ikke, at der er flere udvekslingsstuderende tilbage - i hvert fald ikke nogen, som jeg har haft kontakt med. Heldigvis har jeg de gode Australske gutter, som jeg har hængt ud og været på tur med efter mine eksaminer og certificering var overstået. Alle eksaminer blev afsluttet med et fint resultat, og jeg har indtil videre opnået første skridt i PRINCE2 Project Management certificeringen kaldet Foundation. Så langt så godt :)

Cedar Creek

Jasper's familie

På hvaltur i Surfers

Med Jasper (der har en dansk far og som jeg mødte i januar) har jeg været rundt at se en del her i Brisbane, senest badet i åen ved Cedar Creek og mødtes med Jasper's familie i Ballina for at fejre hans mormor, hvorefter vi tog den sidste tur i Stillehavets store bølger. Badningen i åen var meget kold og gjorde ens manddom noget mindre, hvorimod den sidste tur var vandets temperatur varmere end luftens. Igår, onsdag d. 11. juli, tog jeg selv på tur til Surfers Paradise for at se på hvaler. Grundet hård vind, store bølger og en del regn blev turen dog ikke som alle havde håbet. De fleste lå og kæmpede med at holde frokosten indenbords, mens jeg - ærlig talt - nød det og var glad for ikke at have brugt ekstra på søsygepiller. Vi så tre pukkelhvaler, to af dem helt tæt på. Det var ikke mange i fht. de 14, som de havde set om formiddagen, da solen også var fremme, men stadig en god oplevelse.

Det er sjovt med de oplevelser - og det man glæder sig til. Da min mor spurgte angående hvalturen, svarede jeg "jamen, det var da fint". Der gik det op for mig, at mange af de oplevelser jeg tager mig, er egentlig ikke mine ønsker - eller de er ikke mine interesser, men nok mere andres. Ikke helt An Idiot Abroad, men alligevel. Jeg gør det hovedsageligt fordi, at jeg kan - og fordi nu er jeg her jo, så hvorfor ikke? Det virker sådan lidt åndsvagt. Folk derhjemme tænker nok "Hvis ikke du er tilfreds, vil jeg sgu gerne bytte, så kan du tage hjem", men det gider jeg egentlig ikke. Problemet bunder højst sandsynligt i, at jeg slet ikke ved, hvad jeg egentlig vil. Hvor faen jeg skal hen og hvad jeg skal lave?! For eksempel: på mandag rejser jeg til New Zealand, og det rør mig ikke! Jeg vil gerne stå lidt på ski - mest for at sige, at jeg har gjort det, springe i faldskærm og hvad der nu ellers kan springes ud fra. Naturen skal da også have et kig. Tjaa.. Der skal flere til og jeg glæder mig sgu nok også, men jeg er bare for sløv til at indse, at det allerede er på mandag. Desuden er jeg sulten.


Da jeg gik på universitet i Aalborg, havde vi et kursus i at arbejde sammen som et hold. Én ting som jeg specielt husker fra dette er, at når man laver en fejl, skal man stå frem og sige "Jeg har lavet en fejl". På denne måde kan man lære af sin fejl. Grundet min holdning om, at man altid kan prøve, rodede jeg mig ud i en ubalance af menneskelig karakter. Noget jeg har lært var dumt, da jeg lavede en stor fejl ved at lyve og dermed såre nogle venner, som jeg holder af. Det er ikke godt, og det er jeg slet ikke stolt af. Noget blæk vil ikke forandre det, men vil minde mig selv om rodløsheden og den mangel på integritet, som jeg oplever.

Skulderklap

Jeg stiger ud af shuttlebussen og på min vej mod 6/45 Thorn St, hvor jeg bor, giver jeg lige mig selv lille skulderklap for de ting, som jeg har oplevet. For det er faktisk ikke så lidt. Mest af alt falder dog et skulderklap til alle de fantastiske mennesker på min vej. For de har faktisk været fantastiske kendskaber, og min rejse ville aldrig have været eller været det samme uden dem!
Inden jeg satte mig ind i shuttlebussen fra Brisbane lufthavn, for godt en uge siden, er der sket lidt af hvert. Der er trods alt også næsten gået to måneder.. Tiden går og jeg får ikke på samme måde sat mig ned og reflekteret over livet, som jeg gjorde, da jeg rejste rundt. Et par glimt ind i hvad der er foregået..:

Der flyder med papir, som indeholder idéer, planer, aftaler og rester fra en burger, som én af drengene har fortærret i løbet af dagen. Rummet er stort og fyldes ikke ud af de par stole og borde, hvorpå der står et par tændte Mac computere, som skiftevis spiller en gang smagfuld moderne musik. Hvis man skal have et glas, må man selv vaske det eller bare drikke af hanen, da tiden ikke er til opvask. Det er en arbejdsplads og et hjem for et par australske gutter, som jeg er kommet i godt og venligt bekendtskab med, og som ejer og driver køreskolen No Yelling. Det går fremad for dem, så der skal ekspanderes på mange fronter. Heriblandt hjemmesiden, som jeg sidder og hjælper med at designe kernen til. Interessant og hyggeligt selskab.

[HER KOMMER ET BILLEDE DER BESKRIVER OVENSTÅENDE BEDRE END DE 133 ORD]

Jeg har næsten ikke flere "Fribol Lakrids - En fryd for ganen", som er en lakrids uden sukker, da jeg har skrevet opgaver de sidste mange uger. Den sidste opgave fandt jeg specielt interessant ifht. mig selv og min diabetes, da den handlede om self-efficacy - tiltro på sin egen evne til at udføre en specifik opgave. Jeg kan tydeligt genkende self-efficacy hos mig selv, da de ting, som jeg har en stor tro på at klare, jamen, dem klarer jeg - hvis ikke første gang så gangene efter. Hvorimod det modsatte selvfølgelig også sker, da jeg ikke altid kan bygge en tro en evne eller opretholde troen på, at jeg kan klare en opgave med mine evner. Self-efficacy er helt sikkert en stor drift for mig, da jeg hele tiden har haft en tro på, at jeg med min diabetes kunne klare mig - uden egentligt at vide hvordan jeg skulle klare mig. Med troen på min evne til at klare mig, har jeg hjulpet mig selv igennem mange af de forhindringer, som jeg har mødt undervejs. Spændende!

Der bliver grinet og smilet, da vi et eller andet sted er i samme båd, og derfor har erfaring og forståelse der vedrører den sjove samtale. Den båd vi begge er i kaldes "Den fesne bugspytkirtel", men går oftest under navnet diabetes. Jeg har fået besøg af en anden diabetiker og hendes rejsefælde!! Da jeg er så heldig, at diabetesforeningen referer til denne blog fra deres site, har adskillige diabetikere skrevet til mig med spørgsmål. I dette tilfælde skrev Ditte for flere måneder siden, at hun skulle på sin første tur og ville gerne have lidt råd. Sjovt nok skulle Ditte bl.a. til Australien, og som gæv rejsende og erfaren couchsurfer, skulle hun og rejsekammeraten Anna, da være velkomne i Brisbane. Desværre er jeg i den givne besøgsperiode presset af en opgave, så jeg har ikke meget tid til at være social. Alligevel får vi os en rigtig god aften med dansk hygge i form af snak, madlavning, spisning og til sidst en film. Lige præcis snakken er interessant, da Ditte faktisk kun er én af de få diabetikere, som jeg har mødt. Hvad vi så snakker om der er får et grin og smil frem? Fest og forhold selvfølgelig, ligesom alle andre på vores alder, dog lige med et tvist af diabetes. For nok snakker alle unge om det - alle unge kan bare ikke lige snakke med, når der f.eks. fortælles om hvor lav man blev efter sex. Hvor er gruppen for diabetikere der er for gamle til at være børn og for unge til (eller bare ikke gider) at være voksne?? En gruppe hvor der kan tales frit og arrangeres friske event (ikke stavgang eller diabetescafé hvor der serveres te), som samtidig skaber reklame (dermed evt. støtte) og viden omkring diabetes! Hvis tiden er til det, er det klart noget, som jeg gerne vil bruge tid på, når jeg rammer Danmark. Hvis du synes dette lyder interessant at gøre i Københavnsområdet, så kast mig en mail :) -- Faldt forresten over denne forhåbentligt kommende  enhed: C8 MediSensors (CGM der kan kommunikere med din smartphone), tjek den ud og så skal der bare komme mere af det!

Lasagne på dansk - tak for besøget!

Der bliver sunget Disney sange på 4 forskellige sprog: engelsk, fransk, norsk og dansk. Jeg kører bilen i Grampians National Park sammen med et udpluk af den 12 mand store gruppe, som jeg har rejst med til Melbourne og Great Ocean Road. Melbourne er en fed by med god atmosfære og masser af kulturelle muligheder, mindede mig på en måde om København, også selvom jeg boede på gaden Grey St, kendt for dens mange prostituerede. I Grampions går legen i bilen går ud på, at én starter med at synge en Disneysang, hvorefter de andre skal gætte den, ved at synge med på deres eget sprog. Legen fortsætter indtil vi ser en stor flok vilde kænguruer og alle vil ud Great Ocean Rd. mindede mig gevaldigt om Highway 1 i Californien, men da været var bedre i vest (der var jo 17 grader koldt sydpå!!), topper den Amerikanske vej faktisk. En supertur, som jeg er rigtig glad for, at jeg blev en del af :)

Jeg, Séb, Pia og Kjetil på Great Ocean Rd.

Til sidst, et endnu større skulderklap end de to skulderklap givet i begyndelsen. Dette går til venner og familie derhjemme, som jeg nyder at høre fra og glæder mig til at se, når jeg engang kommer hjem. For jeg kommer hjem, har jeg nu besluttet mig for. For hvor lang tid ved man aldrig..

Næste store mål: eksaminer, New Zealand, Singapore og så Danmark.

Vi ses jo ;)