Skulderklap

Jeg stiger ud af shuttlebussen og på min vej mod 6/45 Thorn St, hvor jeg bor, giver jeg lige mig selv lille skulderklap for de ting, som jeg har oplevet. For det er faktisk ikke så lidt. Mest af alt falder dog et skulderklap til alle de fantastiske mennesker på min vej. For de har faktisk været fantastiske kendskaber, og min rejse ville aldrig have været eller været det samme uden dem!
Inden jeg satte mig ind i shuttlebussen fra Brisbane lufthavn, for godt en uge siden, er der sket lidt af hvert. Der er trods alt også næsten gået to måneder.. Tiden går og jeg får ikke på samme måde sat mig ned og reflekteret over livet, som jeg gjorde, da jeg rejste rundt. Et par glimt ind i hvad der er foregået..:

Der flyder med papir, som indeholder idéer, planer, aftaler og rester fra en burger, som én af drengene har fortærret i løbet af dagen. Rummet er stort og fyldes ikke ud af de par stole og borde, hvorpå der står et par tændte Mac computere, som skiftevis spiller en gang smagfuld moderne musik. Hvis man skal have et glas, må man selv vaske det eller bare drikke af hanen, da tiden ikke er til opvask. Det er en arbejdsplads og et hjem for et par australske gutter, som jeg er kommet i godt og venligt bekendtskab med, og som ejer og driver køreskolen No Yelling. Det går fremad for dem, så der skal ekspanderes på mange fronter. Heriblandt hjemmesiden, som jeg sidder og hjælper med at designe kernen til. Interessant og hyggeligt selskab.

[HER KOMMER ET BILLEDE DER BESKRIVER OVENSTÅENDE BEDRE END DE 133 ORD]

Jeg har næsten ikke flere "Fribol Lakrids - En fryd for ganen", som er en lakrids uden sukker, da jeg har skrevet opgaver de sidste mange uger. Den sidste opgave fandt jeg specielt interessant ifht. mig selv og min diabetes, da den handlede om self-efficacy - tiltro på sin egen evne til at udføre en specifik opgave. Jeg kan tydeligt genkende self-efficacy hos mig selv, da de ting, som jeg har en stor tro på at klare, jamen, dem klarer jeg - hvis ikke første gang så gangene efter. Hvorimod det modsatte selvfølgelig også sker, da jeg ikke altid kan bygge en tro en evne eller opretholde troen på, at jeg kan klare en opgave med mine evner. Self-efficacy er helt sikkert en stor drift for mig, da jeg hele tiden har haft en tro på, at jeg med min diabetes kunne klare mig - uden egentligt at vide hvordan jeg skulle klare mig. Med troen på min evne til at klare mig, har jeg hjulpet mig selv igennem mange af de forhindringer, som jeg har mødt undervejs. Spændende!

Der bliver grinet og smilet, da vi et eller andet sted er i samme båd, og derfor har erfaring og forståelse der vedrører den sjove samtale. Den båd vi begge er i kaldes "Den fesne bugspytkirtel", men går oftest under navnet diabetes. Jeg har fået besøg af en anden diabetiker og hendes rejsefælde!! Da jeg er så heldig, at diabetesforeningen referer til denne blog fra deres site, har adskillige diabetikere skrevet til mig med spørgsmål. I dette tilfælde skrev Ditte for flere måneder siden, at hun skulle på sin første tur og ville gerne have lidt råd. Sjovt nok skulle Ditte bl.a. til Australien, og som gæv rejsende og erfaren couchsurfer, skulle hun og rejsekammeraten Anna, da være velkomne i Brisbane. Desværre er jeg i den givne besøgsperiode presset af en opgave, så jeg har ikke meget tid til at være social. Alligevel får vi os en rigtig god aften med dansk hygge i form af snak, madlavning, spisning og til sidst en film. Lige præcis snakken er interessant, da Ditte faktisk kun er én af de få diabetikere, som jeg har mødt. Hvad vi så snakker om der er får et grin og smil frem? Fest og forhold selvfølgelig, ligesom alle andre på vores alder, dog lige med et tvist af diabetes. For nok snakker alle unge om det - alle unge kan bare ikke lige snakke med, når der f.eks. fortælles om hvor lav man blev efter sex. Hvor er gruppen for diabetikere der er for gamle til at være børn og for unge til (eller bare ikke gider) at være voksne?? En gruppe hvor der kan tales frit og arrangeres friske event (ikke stavgang eller diabetescafé hvor der serveres te), som samtidig skaber reklame (dermed evt. støtte) og viden omkring diabetes! Hvis tiden er til det, er det klart noget, som jeg gerne vil bruge tid på, når jeg rammer Danmark. Hvis du synes dette lyder interessant at gøre i Københavnsområdet, så kast mig en mail :) -- Faldt forresten over denne forhåbentligt kommende  enhed: C8 MediSensors (CGM der kan kommunikere med din smartphone), tjek den ud og så skal der bare komme mere af det!

Lasagne på dansk - tak for besøget!

Der bliver sunget Disney sange på 4 forskellige sprog: engelsk, fransk, norsk og dansk. Jeg kører bilen i Grampians National Park sammen med et udpluk af den 12 mand store gruppe, som jeg har rejst med til Melbourne og Great Ocean Road. Melbourne er en fed by med god atmosfære og masser af kulturelle muligheder, mindede mig på en måde om København, også selvom jeg boede på gaden Grey St, kendt for dens mange prostituerede. I Grampions går legen i bilen går ud på, at én starter med at synge en Disneysang, hvorefter de andre skal gætte den, ved at synge med på deres eget sprog. Legen fortsætter indtil vi ser en stor flok vilde kænguruer og alle vil ud Great Ocean Rd. mindede mig gevaldigt om Highway 1 i Californien, men da været var bedre i vest (der var jo 17 grader koldt sydpå!!), topper den Amerikanske vej faktisk. En supertur, som jeg er rigtig glad for, at jeg blev en del af :)

Jeg, Séb, Pia og Kjetil på Great Ocean Rd.

Til sidst, et endnu større skulderklap end de to skulderklap givet i begyndelsen. Dette går til venner og familie derhjemme, som jeg nyder at høre fra og glæder mig til at se, når jeg engang kommer hjem. For jeg kommer hjem, har jeg nu besluttet mig for. For hvor lang tid ved man aldrig..

Næste store mål: eksaminer, New Zealand, Singapore og så Danmark.

Vi ses jo ;)