"Round the board"

Omkring kl. 9 tog jeg ud til Tuxtla lufthavn i en dyrt betalt taxi og fandt en hvid gut siddende med musik i ørene. Det var første gang i et halvt år, at jeg mødtes med Anders, min livslange kammerat og tidligere værelsesmakker, igen - fedt at ses i Mexico :) I og med Luise efter planen skulle lande i samme lufthavn en time senere, havde vi rigeligt med tid til at snakke om de sidste par måneders oplevelser. Anders er blevet færdig med sin kandidat, og har lige været en god del af verden rundt på 3 uger før han kom her.
I ankomst-hallen var der en fin lille skærm, hvor man kunne se, at alle fly skulle lande til tiden. Fino. Her måtte vi dog skønne, at denne overhovedet ikke blev opdateret, da der efter 1½ times forsinkelse hverken var lettet eller landet fly, og derfor spurgte jeg en "official" hvad der skete. "Diez minutos" var svaret - super, specielt fordi det rent faktisk viste sig at være sandt!

En småforvirret hvid pige kom ud i ankomst hallen med et stort smil og vi var alle samlet. Herfra gik turen i taxi til bjergene, mere specifikt San Cristobal de las Casas. Mit indtryk af denne bjergby var rigtig godt; tilbagelænet (som Mexico nu generelt er..), men med masser af liv og stemning, og flot, med farverige bygninger og smuk udsigt i bjerglandskabet. I og med byen befinder sig 2200 m. over vandet var der dog meget koldt (20-25 grader om dagen og ned til 10 grader om natten). Jeg måtte for 3. gang have jakken på, denne gang dog med trøje indenunder. At være i "dansk klima" igen gjorde det ret svært at holde et stabilt blodsukker, men det gik nogenlunde, selvom jeg havde en mindre konstant hovedpine. I San Cristobal boede vi på et fint hostal og tog også herfra en tur til ruinerne i Palenque, hvor vi på vejen kom forbi Agua Azul (en eftersigende blå flod) og Misol-ha (et larmende vandfald). Jeg virkede så småt som guide, da jeg nu kender til lidt af Maya historien og hvad man mener de brugte nogle af bygningerne til. Det var en god oplevelse også selvom det regnede, hvilket faktisk gjorde det en smule mere autentisk. Ellers gik tiden med at gå rundt og kigge på byen og de forskellige markeder, være på et Mayansk medicin museum og se hvordan Cola og en høne hjælper til under fødslen, og slappe af.
Efter et par dage besluttede vi os for at tage en direkte bus til Puerto Escondido natten over, i stedet for at tage et holdt på vejen. 12 timers slingrende buskørsel senere ankom vi kl. 10 om morgenen d. 7. september i Puerto Escondido, den - for surferfolket - verdenskendte by. Jeg havde på forhånd fundet et par lejligheder til os, som befinder sig nær begyndersurferstranden (Playa Carrizalillo) - selvfølgelig med egen pool :)
Nu en uge senere har vi slappet rigtig meget af ved poolen, fået set (meget) lidt af byen og Anders og jeg har været ude at surfe. Det var min første gang på sådan et bræt og det er jo virkelig fedt og meget hårdt! De to sidste dage har der ikke været mange tilmeldte til surfing, hvorfor jeg har fået privat undervisning af en 17-årig Mexicaner (meget dygtig ung surfergut!), hvis engelsk var begrænset (deraf titlen på denne post). Dette gjorde, at jeg fik det maksimale ud af de 2 timer, hvoraf jeg dog måtte holde pause i mindst 15 min., da mine arme blev fuldstændig ødelagte af al den padlen. Man finder lige pludselig ud af, hvor mange kræfter havet har, når man sådan bliver kastet rundt! Der skulle helt sikkert også sukker til, inden man smed sig ud i vandet. Jeg håber, at Anders og jeg rammer en anden strand sydpå, hvor surfing også er muligt. Ellers har jeg da fået blod på tanden, når jeg flytter til Brisbane til februar!

Hygge med kortspil og øl på altanen i Puerto Escondido

Sukkersygen har det fint i varmen igen, og jeg tror min hovedpine, som jeg også havde i starten, da vi ankom, skyldtes mangel på vand. Jeg har det superb nu, omend træt efter flere dages padlen i vand efter bølger, og har i samme ombæring besluttet mig for ikke at teste mine gamle insulinpenne. Jeg gider simpelthen ikke spilde en dag med ondt i hovedet. Så jeg køber noget nyt, når min nuværende insulin nærmer sig enden. Det er forbavsende nemt at købe forresten - recept er ikke nødvendig og hvis man bare medbringer en pen lig med den man vil købe til apoteket, så kan de enten fortælle én, hvor man kan få den eller købe den hos dem.