Summit till Sunnit

Du rejser rundt med diabetes, kan det passe?
Ja, det er helt korrekt. Jeg fik diabetes for omkring et år siden og har været hurtig til både at vænne mig til tanken om, at dette vil følge mig resten af livet, og være disciplineret i forhold til behandlingen.

Hvordan vænnede du dig til tanken?
Jeg tror et eller andet sted, at dette skyldes min til tider overskyggende rationelle tankegang, hvilket både kan være godt og skidt. Det vil sige, at jeg tænkte noget i retning af: "Okay, nu er jeg her, hvad gør jeg så nu?". Der er jo mange muligheder - og det er egentlig helt vildt nemt, at sætte sig ned og tude, men det kommer man bare ikke særlig meget længere med end et par våde øjne, snotnæse og evt. trøst fra omkringstående. Det skal der selvfølgelig også være plads til, men på lang sigt giver det ingen mening at blive ved med det. For mig føltes det heller ikke som den store forandring, til mit held. Jeg har altid dyrket sport og levet nogenlunde sundt, så der skulle bare tilføjes insulin indimellem, hvilket er en vanesag. Men helt generelt har førnævnte tankegang gjort det noget nemmere, hvor svar for mig bl.a. har været at løbe mit første marathon hurtigere end min far gjorde det i sin tid (2:56, ikke sandt?). Herefter er der så kommet en masse andre drømme og udfordringer til (marathonløbet måtte jeg udsætte grundet løberknæ, men håber på næste år), da jeg virkelig gerne vil bevise for mig selv, at diabetes ikke overhovedet behøver at være en hindring. Dermed ikke sagt at jeg hele tiden lever i "fremtiden" og ikke har det godt lige nu, ved for eksempel at tænke over hvilke konsekvenser de næste par øl vil give af senkompleksiteter :)

Og nu har du altså besteget verdens højeste aktive vulkan, Cotopaxi. Hvordan forberedte du dig på denne tur ift. din diabetes?
Jep, efter 6,5 timers gang fra kl 01 om natten nåede vi toppen - godt og grundigt udmattede. Inden vi skrev under på turen, snakkede vi med en amerikaner, der var en del af arrangørholdet, og han havde før haft diabetikere på toppen. Så det skabte da en hvis tillid til, at det i hvert fald kunne lade sig gøre. Herefter læste jeg diverse artikler om andre bjergbestigende diabetikere, både professionelle og amatører, hvor jeg bl.a. lærte at insulinens virkning bliver forringet ved store højder. Én af disse artikler inkluderede bl.a. en dagskalender, som indeholdt specifikationer om madindtag og insulin, fra en guts forsøg (og gennemførsel) på at nå toppen af Everest. Det var helt sikkert brugbar viden, og med denne besluttede jeg at tage mindre basal insulin (langtidsvirkende) før og på opstigningsdagen.
Jeg kunne ikke rigtig finde noget information om, hvordan andre opbevarer insulinen (eller om den er nødvendig) under opstigning, men da Cotopaxi heldigvis ikke er andet end 5897 meter og man kan køre op til 4500, hvorfor det kan klatres på en dag, og tænkte jeg, at insulinen ikke nødvendigvis behøvede at komme med på toppen. Insulinen skulle medbringes, jo da, men opbevares i refugee camp ved 4800 meter.
Efter denne vidensindhentning måtte jeg også proviantere i form af forskellige sukkerholdige snacks (hellere rigeligt end for få, hvilket betyder at jeg stadig har en del), juice (som dog ikke blev drukket, tror nu også de var frosset..) og vand (½ liters dunke, som vi fyldte med varmt vand inden opstigning).
Da jeg ville være sikker på ikke at løbe tør for sukker, valgte jeg at medbringe min mindre rygsæk, så jeg kunne have snacks, sukker, vand og blodsukkermåler heri. Dermed bestod oppakningen af min backpack med al vintertøjet, div. isklatreudstyr og rygsæk.
Selvom jeg følte mig okay forberedt, havde jeg ingen anelser om hvordan min krop - og specielt min diabetes - ville reagere. Jeg var virkelig spændt og håbede i stor stil, at alt ville gå glat!

Gjorde det så det - gik det glat?
Njaa, til dels. Som planlagt tog jeg lidt mindre basal insulin (8 IE), men dagen inden havde jeg ikke sover godt, og var derfor meget træt og havde hovedpine ved ankomst til refugee. Så da de andre gik ud og øvede med isøkser og kramper til støvlerne, gik jeg i seng. Omkring to timer senere var kl. 18, og blev jeg vækket til aftensmad, hvilket jeg ingen appetit havde til og stadig havde hovedpine. Efter at have tvunget en halv skål suppe, nogle ris og lidt kylling i maven, hoppede jeg igen i seng. Selvom vi havde boet i omkring 3000 meter i Quito, var hverken Anders og jeg helt vænnet til højden - hvilket specielt skulle vise sig hos Anders, da vi blev vækket igen omkring kl 00. Anders havde ikke sovet, men været på det lille hus grundet dårlighed af den ene og anden art. Jeg var tilgengæld blevet frisk efter min søvn, havde dog stadig ondt i hovedet, og fik spist noget "morgenmad". Hovedpinen holdt til dagen efter, og jeg tror det har skyldtes højden, så det var lidt hårdt. Desuden kunne jeg ikke måle mit blodsukker efter omkring 5100 meter, da min - ellers elskede - Accu Chek Mobile ikke virkede grundet kulden. Så jeg sørgede for at fylde på depoterne indimellem med en snack - hellere have lidt ondt i hovedet end falde om af sukkermangel.
Jeg faldt heldigvis ikke om, men var godt nok træt til sidst. Det er jo en vanvittig sport på mange måder!

På toppen af Cotopaxi

Efter at have besteget Cotopaxi nåede vi lige hjem og fik lavet mad, pakket og så afsted igen med natbus til Cuenca. Vi var derfor meget trætte, da vi ankom til Cuenca tidligt lørdag morgen, men fik noget mad og kontaktet vores couchsurfere. Sikke et sted disse couchsurfere boede - kæmpe hus med mange etager og værelser - og en til at stå og lave mad! Vi fik slappet af og kigget rundt i byen, som helt sikkert var at foretrække fremfor Quito. Meget mere stille og rolig, og heller ikke nær så farlig.
Efter nogle dage, og en dag længere end beregnet, tog vi en bus til det nordlige Peru, Mancora, hvor vi befinder os nu. Et resort nærmest, fyldt med festglade unge udlændinge, specielt surfende Australiere, der er kommet for at slappe af og nyde solen. Sol ja - det er slutningen af oktober og omkring 25-30 grader. Herligt. Der kommer nogle billeder op i løbet af morgendagens aften.
I morgen regner vi med at turen går videre mod Lima, hvor vi vil besøge en kammerat fra Studenterhuset i Aalborg..