"Jamen har du ikke sukkersyge?"

Jo, jeg det har jeg, men det betyder ikke at jeg er syg, sengeliggende og ude af stand til at gøre noget. Jeg har det jo præcis, ligesom jeg havde det for før 9 måneder siden, hvor jeg fik konstateret diabetes. Nej, jeg har det faktisk bedre. Jeg er blevet – mere eller mindre – tvunget til en livsstil med sundhed og motion, som altid har interesseret mig, og som jeg egentlig altid gerne ville gøre mere i. Når det så er sagt, så ville jeg da til hver en tid undvære diabetes – der står jeg bare ikke, så den tanke er for irrationel og ikke-brugbar for mig. Jeg er sikker på der kommer en erstatning eller løsning til en ufungerende pancreas en dag, men lige nu må vi diabetikere vente.

Heldigvis behøver vi ikke sidde derhjemme og vente. Derfor valgte jeg også at gøre det, jeg nu har gang i. For at udfordre mig selv og bevise for mig selv (og meget gerne andre), at min diabetes ikke er en hæmsko, men noget der selvfølgelig skal tænkes over og behandles korrekt.

Inden jeg tog afsted, læste jeg diverse fora og artikler omkring ”diabetes backpacking”, men det var efter min mening ikke særlig betydningsfuld viden. Det jeg husker bedst er – sørg for en ordentlig planlægning. Jo tak. Min plan var at tage til Mexico være der i nogle måneder og så flyve videre til Sydamerika (nu nærmere: Quito, Ecuador). Der er ikke umiddelbart mange diabetikere, der har skrevet om at være backpacker over flere måneder (I så fald du kender til nogen, der har skrevet online om en længere backpackingtur, må du meget gerne smide et link til mig!). Da jeg har rejst en del før (Sydøst Asien og en stor del af Europa), vidste jeg lidt om, hvad der skulle foregå, nu skulle jeg bare sikre mig overlevelse et par måneder, og så måtte jeg tage den derfra. Dermed foregik der alligevel en smule planlægning mht. min diabetes:

• Køb af ”diabetes armbånd”.
  Jeg vil gerne kunne genkendes som diabetiker i tilfælde af, at jeg pludselig falder om. Derfor bestilte jeg to armbånd og et dogtag fra CoolMedId (Det er mig en gåde at diabetesforeningen ikke har dette, da de snildt kunne bestille et stort parti)
• Stort indkøb af nåle, lancetter, teststrimler.
  Jeg købte, så jeg ca. havde til 3 måneder, min tanke var at man måtte kunne få lignende genstande i andre lande, da Europa desværre ikke er det eneste sted med diabetes.
• Bestille nye og ekstra batterier til min blodsukkermåler.
• Indkøb af insulin til ca. 3 måneder.
• Køb af et lille lager druesukker.
• Køb af rejseforsikring.
  Her skulle jeg først og fremmest sørge for at forsikringen stadig dækker, når jeg har diabetes. Dette var ikke noget problem, da de bare kræver at man er velreguleret og har været det i et godt stykke tid uden indlæggelser.
• Få engelsk/international recept på insulin og ”Traveling with insulin” dokumentation.
  Noget hospitalet mindede mig om, som helt sikkert er fint at have med (selvom jeg ikke har brugt det endnu).

-- Jeg har tilføjet en kommentar om opbevaring af insulin til dem, der synes at dette måtte være interessant!

Den sidste uge har givet mange nye bekendtskaber og oplevelser. I Merida boede jeg hos nogle Mexicanske studerende, der ikke havde meget, men var åbenhjertige og vældig flinke. Pigerne studerede, mens fyrerne var musikere og prøve at tjene til dagen, ved at spille på gaden og i busser. Et hårdt liv, hvor indtjeningen ikke ligefrem er givet. Man bliver pludselig glad for det man har.

Merida by var flot - specielt arkitektonisk, da hele byen og i særdeleshed den store plads (Plaza Grande) i centrum var meget fransk og spansk inspireret. I Merida blev jeg foreslået at tage et ”smut” forbi Uxmal (Maya ruiner), som er på vejen til Campeche, men dog en omvej. Dette gjorde jeg og var forbløffet over hvor velholdt og enorm denne by er. Der er en god grund til, at der er flere teorier, der går på at menneskene ikke byggede disse bygningsværker selv, da de er enorme og utroligt præcise. Det fantastiske ved at besøge Uxmal var helt klart også, at der var utrolig få mennesker derude. Det var rart bare at kunne gå rundt stille og roligt og have det for sig selv.

Da jeg tog fra Merida valgte jeg, at medbringe alt mit grej og dermed tage direkte fra Uxmal til Campeche, hvilket var meget ulig hvad alle andre gjorde. Da jeg endelig kom ud, efter at have spist en god sandwich (insulin var ikke nødvendigt, da kroppen bruger utrolig meget energi i denne varme – generelt tager jeg meget lidt insulin herovre) og nogle fritter, placerede jeg mig på den anden side af vejen i forhold til alle de andre turister. Det mest normale er at tage en retur fra Meridá til Uxmal, hvorimod jeg tog turen Meridá – Uxmal – Campeche. Det måtte jeg også betale for. Jeg fik at vide, at bussen ville komme ca.i mellem 15:00 og 15:50 og den næste ville gå omkring kl. 16:30. Super. Efter en times venten åbnede himlen sig og Mexicos regntid viste sig fra sin bedste side (læs: seriøst regnvejr). Lidt over halv fem, efter at have ventet en halv time i silende regn, og jeg var godt og grundig gennemblødt, kom der endelig en bus. Denne kørte dog ikke til Campeche, men jeg kunne skifte i en by på vejen. Fint - alt var bedre end at stå i regnen og vente. Med medfølende blikke fra folket i bussen, gik jeg bagerst i bussen, satte mig og tog sjaskvåde t-shirt, strømper og sko af. En ny t-shirt, strømper, en times venten med spisen og en del buskørsel senere landede jeg i endelig i Campeche omkring kl 21.