På vejen til selskab

I Campeche boede jeg gratis på et hostel ejet af CS'eren Fernando, som dagen efter min ankomst var blevet hyret til en 1½ dags privat tour til nogle af de flotteste ruiner i Mexico, nemlig Chicanná, Bećan og Calakmul. Fernando er uddannet i turistbranchen med speciale i Mayakulturen, så han bliver sommetider hyret til dette. Til mit held kunne han godt bruge en ekstra chauffør, så længe jeg bare betalte egen kost og logi, så det takkede jeg ja til. Køreturen til ruinerne nær Guatamalas grænse, er et lille stykke vej i Mexico, men længden svarer til turen fra Vejle til København – dog med meget dårligere vej og dermed længere tid (ca. Aalborg til København).

Første halve dag startede og sluttede ved Cenote Azul, hvis sigtbare blå vand var utrolig flot og havde et væld af fisk. Vi kørte derefter til en lille landsby i junglen nær ruinerne og overnattede i en hytte. Tidligt op og afsted til de fantastiske ruiner. Ved de to første (Chicanná, Bećan ) var vi de eneste besøgende og man følte sig lidt som en opdager, der fredeligt kunne gå rundt og undersøge de mange bygninger og disses udsmykninger. Herefter til Calakmul som blev opdaget sent (1931) bl.a, grundet dens placering midt inde i den lave jungle, hvor kun et par af bygningerne rager højt op over træerne. Calakmul spreder sig over et kæmpe areal og arkæologer har stadig gang i udgravninger, hvor de gør nye fund. Når man gik rundt i Calakmul fik man virkelig indtrykket af, at det havde været en stor og vigtig by dengang og beboet af nogle vældige regenter. Helt enestående var det også at sidde på toppen af den 45 meter høje, og højeste af alle, pyrimade, hvor man kunne se et par andre ruiner, et hotel og jungle så langt øjet rakte. Man kan kun have fået stjernenykker af at være ophavsmand, beboer og leder af sådan en bygning.

Tilbage i Campeche brugte jeg en enkelt dag på at få set byen (flot centrum – igen med en ”Plaza” (park) og bymur mod datidens pirater), købt nye gode sneakers (de gamle Converse-sutter røg endelig i skralderen) og nye solbriller.

Dagen efter tog jeg mod Ciudad del Carmen, for at tage et stop på vejen mod regionen Chiapas, hvor jeg ved ankomst støder på en sydafrikaner, som arbejder på én af olieplatformene ved byen og spørger mig ”.. but what are you doing here?”. Jo, det vidste jeg jo egentlig heller ikke selv, men heldigvis kunne CS'eren Sandra svare mig på dette. Hun bor i noget der ligner et resort dog uden restauranter. Så efter at have set byen (intet at skrive hjem om..), hang jeg ud i poolen en dag ekstra for at flade ud igen. Næste skridt var Villahermosa, som hverken er en landsby (villa) eller er særlig smuk (hermosa). Den er nærmere meget lidt interessant og lidt farlig at bevæge sig rundt i. I Villahermosa surfede jeg hos Daniela og hendes familie. Flinke mennesker og selvom Daniela skulle i skole, gav hun sig alligevel tid efter skole til at gå en tur rundt i byen med mig (- mutter imponerede også, da hun hver morgen stod op og lavede samtlige dagens måltider til hele familien, hvilket jeg rigtig godt kunne lide). Der blev desuden tid til at høre Danielas kærestes metalband øve og en tur i biografen med en gruppe venner :)

Efter en uges tid med hvad jeg synes var mere hovedpine end sædvanligt og hvad godt er, valgte jeg at for første gang at købe ny insulin. Jeg skrev for et stykke tid siden til insulinproducenterne Novo og Sanofi ang. opbevaring af insulin ,under rejse (ind og ud af køleskab), og begge råder at man kaster insulinen ud efter anviste 28 dage. Jeg har dog formået at forlænge levetiden omkring en måned ved at have insulinen i en termokande med koldt vand under rejse og puttet den åbnet i køleskab ved ankomst. Dette er dog ingen rettesnor og jeg går ud fra, at der er mange forskellige ydre faktorer, så vær varsom med det og mål hellere blodsukker en gang for meget! Jeg har endnu ikke smidt den gamle insulin ud og vover at teste den, når jeg kommer til Puerto Escondido, hvor jeg slår mig ned over en uge.