Wednesday, October 5, 2011

På insulinjagt

23:30 og aftenen er for længst gået på hæld. Efter et skud langtidsvirkende i låret og en Nutri Grain så sukkeret kan stige en smule før sengetid (og fordi de er lækre..), sidder jeg nu venter på at et stærkt lugtende stof tørrer på mine fødder. "Dermo Prada" hedder det. Jeg ved ikke hvad det betyder og kan ikke forstå brugsanvisningen. Men de par fodvorter jeg erhvervede mig i Mexico, får i al fald en tur 2-3 gange om dagen og sommetider også med en fil. De gør mig egentlig ikke meget, men tanken om at jeg skal give andre samme vorter, huer mig ikke. Derfor skal de væk - og i en større fart end med de heksekunstner en læge i Playa del Carmen fortalte mig. "Put fødderne i næsten kogende vand 3 gange dagligt i et kvarters tid, smør med en creme og tag så en hestepille." (mere eller mindre korrekt oversat). Det virkede - nej, vent - modvirkede faktisk den terminerende process. Så de blev til en familie på 4. Super.
Jeg har ellers fået mig et problem her i Ecuador. Jeg har pt. kun én hurtigvirkende insulin, hvilken jeg bruger til hvert måltid, da mit lager blev for gammelt. Denne løber tør om cirka 10 dage, hvorfor jeg har været på jagt efter nye - uden held. Første større udfordring på turen, som endnu ikke er løst! Her i Ecuador sælger de kun selve insulinet (NovoRapid PenFill), som jeg bruger, og ikke en hel pen (NovoRapid FlexPen), hvilket inkluderer insulin og injektionssystem. Bum. Jeg kan derfor ikke umiddelbart bruge insulinet (som ellers er det samme), som jeg kan købe her, da jeg ikke kan injicere det i min krop. Jeg har derfor skrevet til Novonordisk (både til DK og kontakterne i Sydamerika) og mit hospital i DK. For sulan, hvor er jeg dog glad for teknologien i dag - herligt at man så let kan kommunikere! Jeg har lige for lidt siden fået svar fra Novonordisk's mand i Ecuador, som skriver at I så fald, jeg får "Go!" fra hospitalet i DK, har han et injektionssystem, jeg kan få gratis, og som jeg kan bruge til det insulin, der sælges her. So far so good. Men jeg afventer svar fra DK. Så snart det kommer, ringer jeg til Novomanden og køber et mindre lager igen. Det ordner sig, det er jeg sikker på.
Anders og jeg har den sidste uge arbejdet dagligt på Ñeque. Det er virkelig udfordrende at undervise børn uden den bedste skolegang på et sprog, man overhovedet ikke mestrer. Specielt også fordi børnene kommer fra hårde steder i Quito, hvor hverdagen ikke er lige god ved dem, og de derfor virkelig har svært ved at koncentrere sig og høre efter. Jeg håber, at vi snart får kørt lidt respekt og disciplin ind hos ungerne, ellers får de noget at se til de andre frivillige.
Søde ser de ud - og det er de heldigvis også oftest!
I morgen skal Anders og jeg til spanskundervisning, som vi startede på i tirsdags. Det er virkelig godt. Det er kun os to og en lærer. Ikke noget med at sidde og kigge lidt ud af vinduet, mens man stille falder hen til talen fra læreren (hvilket ellers er så rart...). Anders kunne intet spansk, da vi mødtes i Mexico, men forstår nu rigtig meget og kan gøre sig nogenlunde forståelig - virkelig fedt!
Efter undervisningen stiller vi os i kø til køb af billetter til fodboldkampen på fredag. Ecuador spiller mod Venezuela i den Sydamerikanske VM 2014 kvalifikation. Det skal vi da se.
Om aftenen tager vi på "City Tour" i Quito med skolen. Da vi bor jævnt langt ude, får vi faktisk ikke rigtig set særlig meget af Quito, så det skal nok blive fint.
Det var kompresseret nyt herfra. Jo forresten, jeg har lige et bid af en samtale mellem Anders og hans mor, som jeg fandt morsom:
"nå da, ja - hvornår tager I afsted..?".. "Okay, ja, jeg kan faktisk ikke huske hvor I skal hen - jeg har drukket lidt vin. Kan du ikke sige start bogstavet?"..."Nej, 'Krie, du skal da ikke sige Malta, når jeg siger, at du kun skal sige startbogstavet, men Malta havde jeg alligevel gættet på"
Hav det lunt

No comments:

Post a Comment