Jeg vil bo i Peru

Mancora - en oase i det nordlige Peru, der er præget af unge festglade australiere med hang til sol og surfing. Selve byen består af en hovedgade med en stribe rejseselskaber, restauranter, badetøjsforretninger og et mindre marked. Oplevelsen af Mancora var derfor også blandet, måske også fordi vi boede på turist sugeren "Loki hostel", hvor Anders bl.a. blev skubbet i poolen af en medarbejder og fik fyret idioten der gjorde det, og fordi det ellers flinke personel gjorde livet lidt mere surt for mig.

Loki Mancora

Som altid når jeg ankommer til et nyt sted, tager jeg min termokande med min ekstrainsulin ud af tasken, skruer låget af, og kommer den i køleskabet. I tilfældet på Loki Mancora, var der ikke noget fælleskøleskab, men et køkken med et arbejdende køkkenpersonale, hvorfor man ikke bare måtte gå derind. Jeg spurgte derfor en Peruviansk ansat om "Puede poner este - pegende på kanden - en el refri?". Det kunne han godt og jeg så dermed, at han puttede den i køleskabet. Super, så kunne jeg gå ud at nyde solen :) Hvilket jeg gjorde indtil 2 dage senere, hvor vi skulle afsted, og jeg hentede min insulin, som var blevet anbragt på øverste hylde i køleskabet - fryseren. Nedtur. Min nyligt indkøbte backup insulin fra Ecuador, var derfor ødelagt (går jeg ud fra? Insulinen har ingen synlige tegn, og jeg har skrevet til Novo ang. dette, men de siger jo det ikke må fryses ned..). Da vi ankom til Lima, 19 timers kørsel senere i en bus med flylignende sæder, og havde fundet os til rette på et udmærket hostel i det skønne Miraflores (den rige og nærmest Europæiske bydel af Lima), gik jeg på jagt efter ny insulin. Men ak, hverken på apoteker eller hospitaler kan man få min hurtigvirkende insulin (NovoRapid), kun den langsomtvirkende. Så jeg har lige en rettelse til titlen - jeg ville bo i Peru, indtil jeg fandt ud af, at jeg ikke kan købe min insulin i dette ellers så fine land :( Jeg har herefter skrevet til de par Novo-kontakter, jeg har fået mig i Sydamerika, som ved videre efterretning har bekræftet, at den ikke sælges i Peru. Bum. Jeg har dog endnu ikke fået svar på om den sælges i Bolivia (hvilket jeg næppe tror den gør) eller Argentina (her har jeg store forhåbninger!).
EDIT: Jeg har fundet og købt insulin (både hurtig- og langsomtvirkende) i La Paz - QUE BIEN!
Man kan sige, at jeg går imod de flestes hovedrejsetip for diabetikere: vær godt forberedt. For jo, jeg rejser uden den store viden omkring hvor og hvordan jeg kan behandle min diabetes - det ligger til min person, at tage det som det kommer. Desuden er det ikke lige nemt at finde ud af, da jeg eks. fik at vide af min Novokontakt fra Ecuador at NovoRapid sælges i Peru.. Heldigvis har adgang til Internettet muliggjort, at jeg har kunnet kontakte mere eller mindre vidende folk. I værste tilfælde at jeg får stjålet min nu eneste hurtigvirkende insulin, jamen så kan jeg klare mig lang tid nok til at tage et fly til et sted, hvor jeg ved den sælges (eks. Quito). Vamos a ver..
I Lima mødtes Anders og jeg med en kammerat - Jonas, som jeg har arbejdet sammen med på Studenterhuset i Aalborg. Jonas underviser i Engelsk indtil December i den fattigere bydel El Salvador. Det var fedt at se, hvordan de levede og møde Jonas' kolleger og elever. Så pludselig var vi faktisk 5 danskere - det blev fejret med øl og dans :)

Der blev drukket Pisco Sour (føj for en sur drink!)
med udsigt over Limas kyst

Efter et par ture rundt i Lima både dag og nat, tog vi til Cusco hovedsageligt for at finde en tur til Machu Picchu. Dejlig og flot by Cusco, her kunne vi godt have brugt nogle flere dage. Vi finder en tur på 4 dage, som starter med mountainbiking ned igennem det smukke landskab, herefter 2 dages vandring i bjergene, og til sidst ender ved Machu Picchu, den hellige Inkaruin. Helt fantastisk tur! Utrolige udsigter og nogle virkelig gode folk der var med (har bl.a. lært at det tyske "LOL" udtales "LOHL"), som vi håber at se senere på vores vej. Selve Machu Picchu var jo også ubeskrivelig, utrolig og vanvittig stor - sikke et bygningsværk på sådan et sted! Vi var heldigvis, inden vi tog afsted, blevet anbefalet at tage Wayna Picchu (et højt bjerg der ligger ved siden af Machu Picchu) med i købet af turen, hvilket var alle pengene værd. At sidde og spise middag på toppen af en sten og se 360 grader omkring med ruinen som en del af billedet, var den flotteste udsigt jeg har set (og spist ved) nogensinde!
Når det fantastiske så er beskrevet følger her en oplevelse, som jeg havde på efter (mere eller mindre selvforskyldt):
Denne ubehagelige oplevelse, som snildt kunne være blevet et minde for livet, hændte på vejen fra Cusco til La Paz. Anders og jeg skulle med en natbus, hvorfor vi til aftensmad købte en stor omgang chaufan (stegte ris med grøntsager og kød), som vi spiste på hostellet, hvor vi tilbragte de sidste par timer i Cusco. Vi kom dog lidt for hurtigt afsted mod den lange bustur, dvs. uden det ellers stærkt anbefalede toiletbesøg. Omkring klokken 22:37 (altså på mit ur, som er 3 min foran) bakker chaufføren endelig ud og afsted. Bussen set udefra var brun (og beskidt) med gule fartstriber - jeg vil skyde på en årgang 1989. Indeni dominerede farven grå, hvor de rødblegnede gardiner og orangegrå sæder stod rigtig flot til. Fjernsynet var omkring 12 tommer og hvis det var blevet tændt og man ville lytte til det, skulle man lige have medbragt et par hørebøffer fra 80'erne med jack-stik. Og sidst men ikke mindst - toilettet og ventilationen virkede ikke, men hvem har også brug for det, når man sidder i en bus en hel nat. Det havde vi! For hverken Anders eller jeg fik sovet særlig meget, da vi grundet voldsom mavevirksomhed blev nødt til at sidde ret op, ligesom for at yde modstand. Jeg blev specielt presset om morgenen, hvor kroppen i stød prøvede at give slip. Det kan vel beskrives som en slags mandlige veer. Jeg er ligbleg i hovedet af anstrengelser og på grænsen til panik, da vi endelig ankommer til overgangen mellem Peru og Bolivia, hvor bussen stopper. Anders der er lidt mere ovenpå finder først ét - der er optaget, derefter et andet og inden han får betalt, er jeg siddende. Forløsning. Det er længe siden, at jeg har været så presset.