Bolivia, Chile og Argentina

Jep, vi rykker hastigt for øjeblikket. For bare 9 dage siden ankom vi til La Paz, verdens højstbeliggende hovedstad - og en utrolig forurenet og menneskefyldt by ("kun" 1 million indbyggere, hvoraf det virker som om mindst 2/3 går rundt udenfor!). I La Paz ville egentlig gerne nordpå for en tur i Amazon junglen, men grundet overhængende tømmermænd fra min side og ubeslutsomhed, blev det ikke til noget. I stedet fik vi fat i en couchsurfer, som hjalp os med at reservere en tur ned ad "Yungas Road" også kaldet "Death Road". En rystende oplevelse, da vi kun havde affjedring forrest på cyklen, så vi måtte stå op en del og derfor lade armene tage imod. Faktum er at hverken Anders eller jeg aldrig rigtig har prøvet det før, hvorfor vi valgte at køre ned af denne (for mountainbikere vil jeg tro) verdenskendte vej.
Forestil dig, at man ligesom hamrer ned ad en stejl stenet grusvej, hvor chancerne for at styrte er ligeså store, som efter en halv flaske rom og fire øl (jeg har dog ikke prøvet begge samtidigt, for at se om det udligner). Alt i alt en rigtig udfordrende og fed oplevelse, specielt når man tæsker igennem et hårnålesving, hvor ligeud går vertikalt ned.
Efter dødsruten tog vi en dags afslapning til at kigge på diverse markedsskrammel, hvorimens en 3-dagstur fra Uyuni (sydlige Bolivia) til San Pedro de Atacama (nordlige Chile) blev reserveret. Turen gik igennem saltørken, bjerglandskab, farvede søer med flamingoer og sandørken, som vores guide/chauffør, under navnet Diego, desværre ikke havde megen viden om, og derfor ikke rigtig udtalte sig om det. Diego er, vil jeg tro, efter hvad jeg har ladet mig fortælle, en typisk Bolivianer. Uden egentlig uddannelse startede han som guide i en alder af 20 år. Da jobbet er dagligt, 24/7 og pengene få har der for ham ikke været plads til meruddannelse. Hvad der synes at passe ham fint, da han jo klarer sig. 29 år og Diego er mere eller mindre samme sted, som han var for 9 år siden. De mange år med samme rute har ligesom ikke vækket den store interesse for at lære mere om turen, og selvom alle dagene går med turister, forbliver spansk det eneste talte sprog. Et ambitionsniveau (eller mangel af samme), som jeg ikke forstår - i Sydamerika har jeg hørt nogle tale om den Europæiske ambition eller vilje, når nogen har større mål end bare at kunne få det til at køre rundt. Det er selvfølgelig en generalisering, men den passer sjovt nok rigtig mange steder. Turen var dog super god og vha. at spørge ofte og kigge i rejsebøger, fik vi den information, vi ville have.

Salar de Uyuni

Søndag ankom vi til San Pedro de Atacama i Chile, hvor vi hurtigt fandt et billigt sted at sove (troede vi - jeg misforstod hotelmutter, så prisen var faktisk en fordobling af det først forventede..), som heldigvis også var rigtig lækkert. I Chile fik vi vores første måltid, der nærmede sig gourmet, med en god chilensk vin til - flot anrettet og virkelig smagfuldt! Ved midnatstid stod den på stjernekiggeri hos en tilflyttet fransk astronom, der også fortalte hvordan viden om stjernehimlen, kan gøre en sen stund gennemført romantisk (.. jeg har allerede hentet 3 astronomi håndbøger til min kommende ebogslæser Kindle Touch).
For øjeblikket læser jeg forresten "The Essential Drucker", som er en meget lærerig samling af management guruen Peter F. Drucker's bøger. Mit mål er at være færdig med den, når jeg rammer Texas om en måneds tid.
Dagen efter stjernekiggeriet blev der sovet længe, hvorefter den stod på en tur til en stejl ørkenslette - for at stå på ski. Anders valgte dog snow-/sandboardet, mens jeg trofast stod på ski. Det meget anderledes en normal ski, da man virkelig skulle læne sig bagud, men virkelig en fed oplevelse at stå på toppen af et sandlandskab med skistøvler på og ski på nakken iført shorts og t-shirts. Tilføjet solen fra en blå himmel og vind og sand i håret, men man kører ned i en fart af sandpisten, så blev oplevelsen kun bedre!
Al denne rejsen har været en udfordring for stabiliseringen af mit blodsukker, da de højder vi har bevæget os i har skiftet fra meget højt (omkring 4800m) til normalt, og temperaturen har dermed også skiftet en del. Disse to faktorer har gjort det svært for mig, at styre mit blodsukker. Plus det faktum, at når man er på tur i Sydamerika er der ikke ligefrem diabeteskost - der er overordentligt mange hurtigt virkende kulhydrater, og gerne med noget sukker til hvert måltid, helst med sukker på.. Jeg har holdt min langtidsvirkende permanent og prøvet at styre det med den hurtigvirkende. Det har givet mig nogle høje blodsukre nogle morgener og middage, nok fordi højden og temperaturen disse dage har krævet mere insulin og føden var sukkeret ind i sukker.
Vi er nu i Salta, i det nordvestlige Argentina og alt er vel. Vi ankom omkring kl. 21:30 og har fået en gang ravioli med kød og bagefter suppe (se dét var en ny rækkefølge, Argentina er godtaget!).
-- Billeder kommer før eller senere