Forbrugernes USA

Las Vegas - "City of Lights" og "Sin City" - forside og bagside, førstnævnte mere synlig end den anden, men ingen skjult overhovedet. Tropicana var vores hjem under opholdet i Las Vegas, en kæmpe stor (som alle de andre) hvid bygning, med 22 etager, bestående af et stort kasino, spa og fitness, en udendørs pool (dog for kold), og et bryllupskapel. Vores flot indrettede værelse består af 2 Queen size senge (efter 2 omgange sten-saks-papir, fik jeg vundet mig æren af den ene seng, mens Anders og Andreas sov i den anden!), en stor skænk med 42' HD fjernsyn, stort badeværelse og udsigt over den østlige del af Las Vegas. Vi kunne godt lide det. Selvom pengene flyver ud af fingrene på én, og maskinerne skriger på ens dollarsedler, så er Las Vegas sgu meget sjovt. Og pisse imponerende - hotellet New York-New York har f.eks. bygget flere kendte dele af New York og en ordentlig syg rutschebane :) Men det er jo bare ét af de smadrede bygningsværker! Efter at være endt i omkring minus 30 USD smider Andreas og jeg, Anders af på et fly mod New York City, hvorefter turen gik nordpå af "route 95" mod Reno. Endnu en by kendt for dets kasinoer, men denne gang i grønne bebjergede omgivelser og ikke i ørkenen. Turen til Reno var lang - hvad der svarer til en tur fra Aalborg til Hamborg. Ufattelige distancer, der er i dette land. Eller er det bare ufattelige distancer, der er i Danmark?

Der blev givet mønter ud ved maskinerne

Adskillige ørkenbjerge og sandmarker inde i turen, vælger vi at dreje fra den GPS-foreslåede rute, og tager en detour op af et umiddelbart nært bjerg. Bjerget synes at fjerne sig, når vi kører mod det. Distancen bliver ligesom ved at være den samme og vejen bliver værre, og vi opdager pludselig grunden til den store mængde Jeeps, der kører rundt herovre (så der er måske også en praktisk grund til Amerikanernes "større og vildere"..?). En 30 minutters meget bumpet ridt i vores kære Volvo, der ofte fik os ofte til at lave ansigter af de lyde stenene gav mod bunden, og vi ender ved to små skilte der viser "No trespassing". De kunne da for helvede i det mindste have lavet et skilt, der lige gav et smil på læben, når nu det skulle stå så langt oppe. Satans. Hård kørsel tilbage igen - heldigvis med venligt og nysgerrigt visit fra en ensom bjergged - og så videre af 95.

Ind i ørkenbjergene en tur

Den nysgerrige ged kigger i det fjerne

Andreas og jeg tog os et par stop på vejen, og nåede vores mål planlagt ved aftentid hos Randy og Janet Osterhues. Tilbage i September måned mødte Anders og jeg et flinkt par fra Amerika på et hike ved Lake Cuicocha, Ecuador. Da jeg nævnte, at jeg nok tog forbi San Francisco, sagde de, at jeg da skulle komme forbi Reno og se smukke Lake Tahoe. Som tilbudt, så gjort - og vi blev behandlet som var vi i familie med Osterhues. Randy og Janet er et ægtepar i den grå-guldalder, og nyder livet uden børn, men med masser og rejse og tid til dem selv. Randy arbejder som sælger hjemmefra, og når kunderne endelig skal besøges er det ofte langdistance, hvorfor de ofte rejse rundt når Randy alligevel skal ud. Janet sælger huse og grunde og klarer hjemmefronten med oprydning, vask og madlavning. Et stort Amerikansk hus med carport passende til en Jeep og en personbil, ordentlig stor grill og selvfølgelig golfkøllerne. Ja, vi var i gode hænder, med et værelse hver, tøjvask og madlavning - jeg er virkelig blevet forvænt :) Men i Reno var vi heldigvis ikke kun, da Lake Tahoe skulle besøges - vel nok et af de mest fantastiske steder, som jeg har været i mit liv. Med en kæmpe flot sø, strande, stor skov og ski-områder, hvad kan man så forlange?

Lake Tahoe fra morgenstunden

Vi kom dog ikke på ski, da prisen mod mængden af sne og pister (eller mangel på samme) ikke var særlig god. I stedet valgte vi at hike rundt i Lake Tahoe, tage en tur ind til Reno og på den sidste dag køre forbi Californiens store vinområde Napa på vejen mod San Francisco. Vi fik smagt et par vin og sendt et par afsted som tak til Reno, mens vi nød vinmark op ad vinmark i et bakket landskab. San Francisco blev nået ved ved 5 tiden, ligesom planlagt, og vi nåede lige at sige "Hi" og præsentere os for Kevin, couchsurfing, før vi skulle ud af døren og til "pot luck dinner party". "Pot luck dinner party" er tilsyneladende en fest, hvor hver mand bringer hver sin ret (deraf titlen: "gryde held aftensmad fest") og nyder i selskab og helst under samtale med andre. Suveræn start på San Francisco.

Mit blodsukker har været ret højt de sidste par dage, dette skyldes højst sandsynligt et skift på temperaturen og højden, hvorfor jeg nu tager mindre af min basisinsulin (langtidsvirkende - basen til dagen efter). Den nuværende basisinsulin jeg bruger, er faktisk den sidste jeg har, men grundet at man skal have recept fra en doktor og deres lange ventetid, venter jeg til New York City med at skaffe dette. I mellemtiden vil jeg prøve at skrive til American Diabetes Association, for at høre om det virkelig kan passe, at man som turist skal betale en doktor dyrt (omkring 200 USD) for derefter at betale for sin insulin.

Grunden til at jeg skriver om min diabetes er for at dele al den viden, jeg overhovedet kan med andre diabetikere, men også for at skabe opmærksomhed på hvad sygdommen er og at en diabetiker godt kan rejse ud i verden selv. Jeg mener derfor helt klart heller ikke, at man skal skjule sin diabetes, da det nu er noget man har resten af livet, og ville være som at skjule en del af sig selv, og at det i værste tilfælde kan gå galt (som eks.: http://kortlink.dk/diabeteshealth/a8r5). Derfor er folk mere end velkomne til at stille mig spørgsmål på mail eller her på bloggen - om diabetes eller andet :) Jeg er stadig ny i diabetesfeltet - nu 13 måneder gammel, men har gjort mig en del erfaringer!

- Det er snart jul!
Simon