En "pancreatic moron" i Brisbane

Hej!

Så har jeg sgu fået sat mig ned her i Brisbane efter 3 uger med at slappe af, møde folk og feste. Livet er hårdt. D. 4. januar tog jeg et fly fra New York City direkte til Brisbane, med en mellemlanding og omkring 8 timers venten i Los Angeles. Jep, turen var rigtig lang, så lang, at jeg ikke kunne overskue, hvornår jeg skulle tage min basal (langtidsvirkende) insulin, der kun har virkning i omkring 24 timer. Jeg lavede derfor et lille skema, man er vel kommende ingeniør, over tiden i henholdvis NYC, LA og Brisbane:

Tidsskema for injektion af basal insulin

Med dette fandt jeg ud af, at hvis jeg tog et skud kl. 22 i LA-tid, og dermed skubbede den et par timer fra min NYC tilvænning, skulle jeg tage et skud omkring kl. 16 i Brisbane, hvorefter jeg så måtte skubbe et par timer, før jeg ville nå til omkring kl. 23, ved hvilket tidspunkt jeg normalt injicerer denne. Ingen af flyene havde køleskab ombord, så jeg fik lidt is til termokanden, så insulinen kunne holdes kold. Forbavsende så godt det faktisk virker - vandet i termokanden var koldt, da jeg pakkede ud i Brisbane!
Brisbane er i dag en forretningsby, oprindeligt grundlagt i 1800-tallet af en engelsk-skotsk officer, og har fra tidlig tid virket som hovedsæde i Queensland. At det er en forretningsby blev også understreget, da den i 2009 af the Economist blev placeret højt, som værende et af de mest bedst beboelige steder i verden. Dermed sagt at levestandarden er høj og det meste fungerer som det skal. Selv verdens dyreste offentlige transport system er faktisk udmærket. Mine logiforberedelser inden jeg ankom til Brisbane var til at overskue, da jeg kun havde smidt en "søger bolig" post på en boligport og en enkelt mail til en couchsurfer. Igen følte jeg, at én eller anden holdt hånden over mig, da "søger bolig" posten intet gav, hvorimod den ene mail bliver svaret!  Det er David Hoggs, som svarer, at han har et værelse ledigt, og han vil gerne hente mig i lufthavnen, når jeg ankommer. Perfekt! David er en super fin fyr, der arbejder i et IT firma her i Brisbane. Selvom der er en aldersforskel, har vi mange fælles interesser, og han har introduceret mig for klatring, hvilket jeg helt sikkert vil gøre mere i!

Dave på toppen af Kangaroo Point Cliffs

Jeg har det rigtig godt og er faldet godt til her i Dave's lejlighed i Kangaroo Point. Én af grundene til, at jeg er faldet godt til, skyldes endnu engang couchsurfing. De sidste par uger er nemlig gået med at møde mennesker - og det er sgu noget jeg nyder. Jeg er specielt faldet i rigtig godt spind med et par gode drengerøve her fra Brisbane, som jeg helt sikkert vil hænge mere ud med. Udover at være sjove er de også interessante, i og med de alle er iværksættere og fyldt med idéer. Jasper er blandt én af drengene, og med en dansk far og flere besøg i Danmark har vi noget tilfælles. Ham og jeg tog i sidste weekend en tur til Byron Bay, hvor vi forsøgte at surfe. Det skal jeg lige have noget mere forberedelsestid til. Min tålmodighed og mit temperament kan simpelthen ikke klare, når ting ikke går min vej. Så det endte med, at jeg nærmest sad mere på stranden og surmulede end var i vandet. Næste gang har jeg lovet mig selv en lektion, i stedet for bare at tro, at jeg kan!

På vej hjem fra Byron Bay

Hvoromalting er, var det en rigtig god tur til Byron Bay - et smukt sted med en herlig strand! Jeg var også virkelig overrasket over, hvor grønt der egentlig er ved kysten. Super flot natur!
Når man møder folk, må man også gå ud. Det nedenstående billede er fra "Australia Day", som er en fejring af den første flåde, der ankom til Sydney for over 200 år siden - og i dag en fridag og dermed en undskyldning for druk. Så øl skulle der jo til. På denne dag lærte jeg også, hvordan man snildt kan være fem mand i en taxi, som kun tillader at have plads til fire; man bliver nødt til at have en taske, da denne er et meget vigtigt element - en pose kan måske gå. Inden taxaen hives ind, har en enkelt person (helst den mindste - i vores tilfælde Matt) gemt sig, og de fire andre står klar til at gå ind i taxaen. Først spørges der dog, om bagagerummet kan åbnes, så man kan få tasken derind. Intet problem - og her kommer taske og den femte mand så ned. At Matt så ringer drengene, som sidder i bilen, fra bagagerummet var vel bare ekstra god gas. Dette er ikke et krav.

"Being a pancreatic moron" - Kerrin