Personbeskrivelser fra USA

Fra San Francisco tager jeg til Lubbock og bliver modtaget i lufthavnen af en rødskægget ung mand. Den unge mand hedder Mads og hans jyske accent får mig til at føle mig hjemme. Jeg har kendt Mads et stykke tid, da han bor i et bofællesskab med min tidligere kæreste på Nørrebro i København, og sammen med ham og Morten (en anden gut i Nørrebro-fælleskabet) dannede vi ofte fortrop, når drengerøven skulle luftes på et værtshus. Mads læser til jurist på Københavns Universitet, men havde dette semester valgt at tage et halvt år væk fra Danmark, for at prøve talentet på Texas Tech College (/universitet) i Lubbock, Texas. En prøvelse - på mange måder, da Lubbock ikke minder meget om København, men er en mindre flække (set fra et Amerikansk perspektiv) og fungerer i dag stort set på grund af Texas Tech. Dermed også sagt at byen støtter meget op omkring dette college og specielt dets sport, hvor forventningerne og følelserne altid er store, hvorfor presset hviler tungt på de store drenges skuldre i de Amerikanske sportsgrene. Jeg havde et par super gode dage med Mads, hvor vi fik set lidt af byen og dets omgivelser, snakket om alverden og festet som man bør. Jeg er i hvert fald glad for mit lille stop i Lubbock, hvor jeg fik et indblik i collegelivet og hvordan en mindre Texansk by fungerer.

Fra lufthavnen i Lubbock har den gode Mads skaffet et lift, klaret af en venlig pige fra Texas Tech og "mentor" (en "venne"-ordning for internationale studerende) for Mads, som hedder Christina. Christina er mit første møde en rigtig college studerende i Sydstaterne (udover Mads selvfølgelig). Hendes forældre er oprindeligt fra Mexico, jævnt konservative og meget katolske. De har dog stille og roligt afskrevet deres oprindelige hjemland en smule efter at have tjent gode penge i USA. Det har fået Christina til virkelig at ville holde ved sine rødder, og insisterer derfor også på at der bliver lavet tamales (Mexicansk ret) og andre traditionelle Mexicanske ting hver jul. Christina er født og opvokset i USA, men har - nok grundet forældrenes oprindelse - haft sværere ved sproget og samtidig også sværere ved det spanske (ikke at hun er ringe overhovedet, men det er noget hun siger selv - jeg kan dog ikke høre det). Hun har fået en Jeep, så hun kan klare sine gøremål, som eksempelvis at køre til et lavt betalt job med alt for mange timer, og når man skal på den lille 5 timers køretur hjem til forældrene. Det er ikke så meget dét, at hun har fået en Jeep - det er mere dét, at det jo nærmest er en militærvogn (ja, her halter mine fagudtryk, da jeg blev nægtet tjeneste i det Danske Forsvar grundet en knæskade), hvilket er fuldstændig ude af proportioner, hvad sådan en pige skal bruge. Men det er vel princippet i, at hvis hun kører galt, jamen så er det de andre, der kommer til skade.. Men det skulle nu ikke holde os fra, at sige "Jo tak" (hvilket hun ikke forstod) til at låne den og køre til en skydebane (hvor vi dog ikke kom til at skyde, da man skulle have ejet våben) og tilfældigt et mindre privat flymuseum.

Lubbock ligger i det nordvestlige Texas og er præget af cowboys og fra mit synspunkt 2.-3. generations Mexicanere (som en meget stor del af USA jo egentlig er), hvilket også er det sted, den næste person jeg møder, stammer fra. Valeria er et smilende og leende væsen, som modsat Christina har haft sin barndom og opvækst indtil hendes syvende år i Mexico. Hendes forældre smuttede fra Chi Hua Hua, da volden eskalerede og de ikke turde blive der længere. De har dog holdt fast i deres Mexicanske, dog med en anderledes jul, hvor et madtema bestemmer årets juleret, men bor nu i det sydlige USA. I Lubbock er Valeria også den glade ejer af en "lille bil", som hun kalder hendes 5-dørs Volvo, hvilken hun bruger til ærinder, og den 8 timers køretur hjemover. For i Lubbock er det kun de lokale der bliver over julen, dermed sagt at byen er allerede noget nær død, da jeg ankommer d. 15. December og bliver kun mere stille over julen. Heldigvis er der udover de to piger en del af Mads' kammerater tilbage, som vi en aften tager ud og spiser en "Farewell and Happy Holidays"-middag med. Efter at have spist et godt måltid mad på den Italienske restaurant, hvor Christina arbejder, tager vi sammen med Valeria og et par af hendes venner, ud for at fotografere et oplyst Texas Tech i mørket. Billeder bliver skudt og der poseres på bedste vis. Man er vel klar på rampelyset :)

Dette går fint og imens vi alle måber lidt over et bravt kamera, der overfører billederne trådløst til en Iphone, standser en mand pludselig op bagved os og kigger. Vi lægger alle mærke til det, og jeg hilser, men får intet svar. Han står bare med den ene hånd i lommen, den anden med en cigaret, hiver, puster og kigger. Pludselig siger han "Was that it..!?", mens han går hen imod os. "Erhh, I guess, we're just shooting some photos..", bliver der sagt. Fyren har den ene hånd i lommen og et alt for stift blik, min puls stiger og jeg overvejer mulighederne, i så fald han skulle have aggressive intentioner. I stedet går snakketøjet igang hos mig og prøver at forstå hvad der foregår. Han fortæller, at han har haft en dårlig aften, og spørger om han skal fortælle en joke - som jeg ikke forstår og manden går. Vi er alle lidt i det røde felt og målløse over mandspersonen (som senere viser sig at bo meget tæt på Mads, og faktisk præsenterer sig som Dennis, da han ser Mads sidde på sit værelse og spørger om han må komme op - næppe..). En underlig oplevelse, men gutten må have været fyldt med alkohol eller anden eurofori - eller simpelthen bare været underlig og haft en dårlig dag.
Den sidste dag i Lubbock går med farveller fra Mads' side, hvor jeg følger lidt med på sidelinjen. Her møder jeg Tawny, en veninde af Christina, som er født og opvokset i Texas. Da Tawny var yngre besluttede Tawnys forældre, som så mange andre forældre, at hun skulle på college. På college har hun fået og får uddannelse, pengene er ikke gået helt spildt hen, mødt mennesker fra hele verden, og dermed får udvidet sit Texanske verdenssyn. Nu kan hun dog knap tilbringe tid med forældrene mere - grundet fuldstændige forskellige holdninger. Hvad uddannelse og menneskesyn ikke gør ved folk. Hun imponerede mig ved, at hun i September 2011 fandt et par gamle banjo dele i onklens kælder (onklen som er guitarsælger) og lærte sig vha. Internettet at bygge banjoer (hun har bygget to indtil videre) og spille på dem. Mega sejt! Det fik mig til at overveje at blive ejer af en banjo (det skete desværre ikke).
Som sagt et par rigtige gode dage i Lubbock. Mads og jeg tog tidligt om morgenen d. 19. December ud til lufthavnen i Lubbock. Jeg skulle mod New York City for at fejre julen og nytåret og Mads skulle hjem til Danmark. Mit første møde med en person i NYC, var couchsurferen William, som havde tilbudt hans ydmyge hjem over ferien. En meget speciel type, som tydede på ikke at kunne klare ensomhed, men derimod ønskede at andre skulle høre om hans fantastiske liv som stor-gambler, operasanger og komponist - og blev fornærmet hvis man ikke lige havde tid eller mente det samme. Så det var meget "his way or the highway". Samtidig med dette var han biseksuel, ikke at der er noget galt i dette, men det synes, at han havde en del af de dårlige egenskaber fra begge lejre, og havde fået en hård start på livet, da han allerede som 14-årig blev far til en datter, som han eftersigende ikke talte med og kun talte ned om. Jeg kom for sent første gang, vi skulle mødes, og her undskyldte jeg med, at jeg - rigtignok - var blevet ledt den forkerte vej, men fik bare et par rullende øjne og "Not as sorry as I am". Super start - og sådan fortsatte det ellers.
Heldigvis var jeg ikke alene hos William, da jeg var så heldig at Julie, en supergod veninde fra Danmark, valgte at tilbringe 14 dage i selskab med Anders, Line (Anders' kæreste, som jeg endelig fik mødt - super god pige, du har fundet dig der mayn!!) og jeg i herlige NYC. Julie er også fra Vejle, hvor hun har gået i folkeskole med Anders, og hvorfra jeg kender hende. Så det var godt, smilende og snaksaligt selskab, hvilket var fantastisk! Da Anders og Line havde været i NYC et stykke tid, brugte Julie og jeg meget tid på turistmålene og fik shoppet med Lines familie (som kom over for at fejre nytår) i udsalgsforretninger. Da William boede i Jersey, var det ikke altid lige nemt at finde transport hjem - og måtte også slippe 35 USD en dag, da vi skulle nå til en Lion King forestilling (hvilken blev forværret mere af, at der ikke kunne findes en printer, men den blev til allersidst fundet - og forestillingen var suveræn!). Af samme grund blev jul og nytår også fejret på Manhattan hos Anders og Line - nytår inklusive en del andre, deriblandt Lines familie. Gode aftner, hvor julen især for mit vedkommende ikke vil blive glemt. Tak for det.

Til sidst vil jeg komme ind på min læge i NYC. Jeg kan ikke huske navnet på ham, men han var russer og han må have levet godt. Udfylde et par papirer med underskrift, betale, vente lidt, og så ind til den russiske læge for at sige, at jeg skulle bruge en langtidsvirkende insulin ved navn Lantus Solostar. 10 minutter senere er jeg ude, 100 USD fattigere, men med en recept til mit livsnødvendige medicin (her kan man jo begynde at diskutere, hvor meget jeg egentlig er værd, men den tager vi lige en anden gang..). Der er en grund til de har deres forsikringer i USA..

Hilsner fra Brisbane (som jeg lige er ankommet til)
Simon